Brøndby har skrevet kontrakt med sidste sæsons U18 DM-topscorer Anisa Saini. “Hun er helt outstanding i afslutningsfasen”, siger Brøndbys U19-cheftræner Kenneth Kretschmer Petersen
Det 17-årige stortalent Anisa Saini har skrevet under på en to-årig kontrakt med Brøndby IF, skriver klubben på sin hjemmeside. Saini, der er midtbanespiller, blev sidste sæsons topscorer i U18 DM med 22 mål i lige så mange kampe. I denne har hun foreløbig scoret fem mål i fem kampe i U19 ligaen.
Anisa Saini har været i Brøndby siden 2020 og glæder sig over kontrakten:
“Jeg er meget glad for, at klubben ville tilbyde mig den her kontrakt efter alt det hårde arbejde, der er blevet lagt. Jeg synes, jeg har haft nogle gode år i klubben, og det har været med til at udvikle mig meget. Træningsmiljøet er også ret godt. Og så tror jeg, at jeg i de kommende år kan udvikle mig endnu mere her i klubben. Jeg tror særligt, at jeg i Brøndby vil kunne udvikle mine spidskompetencer yderligere, så de bliver endnu mere fremtrædende,” siger hun til Brøndbys hjemmeside.
Træner: Et af de største talenter i sin årgang
Om sine spidskompetencer siger Anisa Saini:
“Jeg synes selv, at jeg er kampafgørende. Jeg dribler meget, og derudover synes jeg selv, at jeg har et godt skud, så jeg skyder meget på mål. Og så er jeg særligt god i offensive 1-mod-1-situationer. Generelt ligger mine største kvaliteter i det offensive spil”.
Cheftræner for U19-kvindeholdet Kenneth Kretschmer Petersen udpeger Anisa Saini til et af landets største talenter fra årgang 2006.
“Hun er helt outstanding i afslutningsfasen og er en kampafgørende spiller. Blandt andet bragte hun os foran i U18-pokalfinalen i sidste sæson. Hun scorer både indenfor- og udenfor feltet. Hun scorede ni gange på langskud i forrige sæson, hvilket var seks mere end nummer to på listen. Desuden scorer hun også på frispark og senest scorede hun med hovedet, hvor hun dukker op i feltet og header den flot ind. Hun er en lidt sjælden type. En individualist,” siger Kenneth Kretschmer Petersen.
“Hun er helt outstanding i afslutningsfasen”