Ny kampagne skal sætte fokus på spiseforstyrrelser blandt sportsfolk

0
915
Offentlige vejninger på landsholdet skubbede ulandsholdsspillere ud i sygdom, fremgik det af DR-dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge'. Arkivfoto

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har lanceret kampagnen “Når kosten fylder for meget”, der skal få atleter til at tale om bekymringer om kost og ernæring. “De skal vide, at de ikke er alene, og at der er hjælp at hente,” siger Majke Jørgensen, der er ernæringsfysiolog i Team Danmark

“Når kosten fylder for meget”.

Det er titlen på en ny kampagne, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark har lanceret. Kampagnen skal sætte fokus på spiseforstyrrelser blandt eliteatleter.

I foråret afslørede en DR-dokumentar, at flere af de spillere, der var med på U19-landsholdet i 2015, har været i behandling på Center for Spiseforstyrrelser. Det var blandt andet offentlige vejninger, hvor pigernes vægt blev offentliggjort til landsholdssamlinger, der havde skubbet nogle af spillerne ud i spiseforstyrrelser.

“Inden vi gik til morgenmad, skulle vi veje os, og så skulle vi skrive på listen, hvad vi vejede, og så stod det dér. Og så skete det samme dagen efter. Den hang ved siden af de hotelværelser, hvor vi boede, og der kunne man så se sin egen vægt og alle andres vægt,” fortalte en tidligere U19-landsholdsspiller til DR.

DBU har siden beklaget og understreget, at offentlige vejninger ikke bruges længere.

LÆS OGSÅ: DR-dokumentar: Landsholdsspillere fik psykiske problemer efter offentlige vejninger

Symptomer på spiseforstyrrelser udbredt blandt elitesportsfolk

I følge en to-delt undersøgelse fra Team Danmark, der blev offentliggjort i 2020 og 2022, har 17 procent af eliteatleterne og hele 31 procent af ‘sub-atleterne’ haft symptomer på spiseforstyrrelser. Derfor er der ifølge Team Danmark og DIF “behov for konstant fokus på et sund og balanceret forhold til kost i idrætten”.

”Atleterne skal vide, at de ikke er alene, og at der er hjælp at hente. Hvis vi med kampagnen kan sætte en refleksion i gang hos atleten, inden et problem udvikler sig yderligere, så kan vi måske være med til at vise, at det er et emne, vi kan og skal tale mere åbent om,” siger Majke Jørgensen, der er ernæringsfysiolog i Team Danmark.

”Atleterne skal vide, at de ikke er alene, og at der er hjælp at hente”

Målrettet eliten og ‘subeliten’

Kampagnen henvender sig både til elite- og subeliteatleter:

”Vi har set med stor alvor på de tal, som undersøgelserne viste. Vi ved, at idrætten er en udsat sektor, fordi atleter i forsøget på at optimere vægt og kropssammensætning kan udvikle et forstyrret forhold til mad. Derfor har vi sammen med Team Danmark et øget fokus på trivslen og på at få nedbragt antallet af atleter, der udviser symptomer på en spiseforstyrrelse. Det skal denne kampagne sammen med flere andre initiativer være med til,” siger udviklingschef i DIF Karin Ingemann.

”Alle atleter, uanset om de begår sig i subeliten eller eliten, skal vide, at de ikke er alene med den slags tanker. Det er vigtigt at appellere til at tale om bekymringerne om kost og ernæring, så vi viser hinanden, at der ingen skam er forbundet med det,” siger Majke Jørgensen.

Du kan læse mere om kampagnen her 

LÆS OGSÅ: DR-dokumentar: Landsholdsspillere fik psykiske problemer efter offentlige vejninger