Viborg Kommune vil ikke forlænge sin aftale med DBU, når den udløber til foråret, siger Viborgs borgmester Ulrik Wilbek til bold.dk
Der var fuldt hus til kvindelandsholdets kamp tirsdag aften mod Island på Viborg Stadion, men snart er det slut for kvinderne med at spille i Viborg. Kommunen ønsker nemlig ikke at forlænge sin aftale med DBU, når den udløber om et halvt år. Det oplyser Viborgs borgmester Ulrik Wilbek til Bold.dk.
“Det skyldes, at nu har vi haft Kvindelandsholdet i otte år her i Viborg. Det kræver mange ressourcer, og det kan også være svært at få tilskuere til så mange kampe i så mange år. Man skal jo passe på, at markedet ikke bliver mættet,” siger Viborg-borgmesteren.
DBU-direktør: Ikke klar til Parken
For et par måneder siden afviste DBUs fodbolddirektør Peter Møller, at kvindelandsholdet er klar til at spille sine kampe i Parken. Dermed skal landholdet ud og finde en ny hjemmebane et helt tredje sted fra næste sommer.
“Vi har ikke ønsket at byde ind, og det har DBU fuld forståelse for. Så der bliver et udbud til sommer uden Viborg Kommune,” siger Ulrik Wilbek til bold.dk.
Han understreger, at det ikke er økonomien, der er afgørende, men han lader forstå, at det spiller ind, at flere spillere har udtrykt, at de ikke er vilde med at spille i Viborg.
LÆS OGSÅ:
DBU-direktør: Kvindelandsholdet skal vinde nogle kampe, før de kommer til Parken