Fodboldpiger fra Hedensted IF får Drømmelegatet

0
604
Foto: Gjensidige Drømmelegat

SPONSORARTIKEL | Pigerne i Hedensted IF fik sig en overraskelse onsdag aften i forbindelse med træningen, da de fik besked om, at de i år er modtagere af Gjensidige Drømmelegat. Legatet består denne gang af et sæt såkaldte ”bade-kufferter”, som skal gøre det sjovere og mere naturligt for pigerne at deltage i fælles omklædning efter træning.

Kufferterne kommer til at indeholde lækre produkter, fx shampoo og cremer, børster, hårelastikker og bluetooth-højtalere, som kan tåle vand, så der kan skabes en god stemning i badet og under omklædningen.

Det er Mette Lorenzen, som har ansøgt Gjensidige om donationen til klubben. Hun er mor til en af de omkring 30 piger, som spiller fodbold på Hedensteds U11 og U12 hold. Og hun håber, at kufferterne kan være med til at bryde tendensen til, at pigerne vælger fælles bad og omklædning fra.

Foto: Gjensidige Drømmelegat

”Vi oplever desværre, at de ikke har så meget lyst til at gå i bad efter træning. Piger i dag spejler sig nok meget i det, de ser på sociale medier. Jeg synes, det er synd, hvis de ikke får sammenholdet med fra omklædningsrummet og naturligheden og forståelsen ind omkring, at vi alle ser forskellige ud,” siger Mette Lorenzen.

Det smarte ved en bade-kuffert er, at den er nem at tage med både til træning i klubben, og når der skal spilles turneringer på udebane.

” Vi vil gerne gøre det hyggeligt og sjovt for vores piger at gå i bad efter træningen. Der er et fællesskab omkring omklædning, og med badekufferten håber vi at få endnu mere glæde ind i deres fællesskab”, siger Mette Lorenzen.

Foto: Gjensidige Drømmelegat

Juryen, som uddeler Gjensidige Drømmelegatet, har i udvælgelsen af Hedensted IF forsøgt at bakke op om, at oplevelsen i omklædningsrummet bliver god og tryg og en lige så naturlig del af det at gå til fodbold som selve spillet på banen. At klæde om og gå i bad med sine holdkammerater kan forhåbentlig bidrage til et mere realistisk kropsbillede hos de unge piger.

”Fællesskabet på fodboldbanen er vigtigt, men det er mindst lige så vigtigt i omklædningsrummet før og efter træning og kampe. Mange unge piger kæmper i dag med mistrivsel, som bl.a. bunder i, at de dagligt bliver bombarderet med et urealistisk kropsideal på de sociale medier,” siger Susan Blindbæk Vestergård, Sponsorship Manager fra Gjensidige.

Læs mere på Gjensidige Drømmelegatets facebookside her