Historisk: Randers Q spiller på Cepheus Park i Randers

0
1100
Sådan markedsføres den historiske kamp på Facebook.

For første gang skal Randers Q’ bedste kvindehold søndag spille en kamp på byens store stadion. Modstanderen er Haderslev FK og der er gratis adgang

Søndag bliver der skrevet lokal fodboldhistorie i Randers. Det sker, når Randers Q’s bedste kvinder møder Haderslev FK i Kvindeserie Vest i en kamp på byens store stadion, Cepheus Park.

Det er første gang, at Randers Q spiller på Cepheus Park, der er hjemmebane for Randers FCs superligahold, og den er blevet til i samarbejde med superligaklubben, der er partner med Randers Q.

Der er gratis adgang og alle opfordres til at møde frem:

“Støt pigerne, støt byens hold og tag bare hele familien og alle dine venner med,” lyder det på Facebook.

Randers Q er på 3. pladsen i Kvindeserie Vest. Holdet er med 21 point to point efter førerholdet IF Lyseng. Haderslev FK er på 5. pladsen med 14 point.

Kampen spilles søndag den 2. juni kl. 13.30. INDGANG B ved Amfi-området er åben fra kl. 12.30, og der er gratis parkering på VIP-parkeringen lige ved siden af.