Allerøds U14 fodboldpiger tager sejren i Barcelona Girls Cup

0
1268
Foto: Allerød FK

Allerød FK’s U14-piger var den eneste danske klub i U14 turneringen ved Barcelona Girls Cup. Og pigerne endte med at vinde finalen og den store pokal

Natten mellem mandag og tirsdag var det en flok trætte men glade U14 fodboldpiger fra Allerød FK, der landede i Kastrup. Med i bagagen var en stribe flotte sejre, minder for livet – og den helt store pokal for truppens A-hold.

Allerød-pigerne fyldte godt i stævnebilledet. Hele 32 piger var afsted til det internationale fodboldstævne, hvor de mødte hold fra Frankrig, Irland, Island, Sverige og Finland.

Allerød FK var den eneste danske klub i U14 turneringen. Efter kampe mod franske, finske, engelske og svenske hold kvalificerede de to Allerød-hold sig til henholdsvis A og C slutspillet.

Foto: Allerød FK

Trænerne og heppekoret, som bestod af mødre, fædre, søskende, kunne i slutspillet glæde sig over en masse flot fodbold fra Allerød-pigerne. Det resulterede i sejre til begge hold på turneringens sidste dag.

I A-slutspillet gik pigerne hele vejen og stod til sidst med guldet og den store pokal, til tonerne fra Queens’ ”We are the champions”.

Finaledagen var dog dramatisk, da pigerne både måtte gennem straffesparkskonkurrence i semifinalen, og håndtere maksimalt pres fra meget fysisk hårdt spillende hold fra Finland, Irland og Island.

Straffesparkskonkurrencen er i gang. Foto: Allerød FK

I finalen mødte pigerne de forsvarende mestre fra Island, Grotta/KR. Pigerne vandt finalen 3-1 efter et stort comeback i 2.halvleg (0-1 ved pausen), og fik ydermere en ekstra pokal for holdet og keeper med færrest mål imod (målscore 23-1 i de 6 kampe) – Så kun et enkelt mål scoret imod i hele turneringen, og det var i finalen – Og bemærkelsesværdigt er det ligeledes at holdets 23 mål er scoret af 12 forskellige spillere. Det er i øvrigt første gang at et dansk hold vinder turneringen.

Blandt deltagere var internationale akademier som Råsunda IS (SE), FC Evolution (UK), Whitley Bay Sporting Club (UK) og Grotta/KR (ISL). Allerøds U14 piger spiller til dagligt i LIGA 1 på Sjælland.

Foto: Allerød FK