FC Midtjylland henter spiller fra kvindeligaen

0
2427
Ida Aaquist Olsen med cheftræner Steen Gravgaard Ladefoged og repræsentant for FCM Kvindefodbold, Thomas Larsen. Foto: FC Midtjylland

Ida Aaquist Olsen skifter fra Kolding IF til FC Midtjylland. ”Setup’et ser rigtig interessant og ambitiøst ud,” siger hun

En spiller fra Gjensidig Kvindeligaen bliver en del af det nye kvindehold i FC Midtjylland. I forvejen har den jyske storklub skrevet kontrakt med 15 spillere de seneste uger, og nu er der skrevet kontrakt med Ida Aaquist Olsen, som de seneste fem år spillet i Kolding IF. Hun kommer dermed til FC Midtjylland med erfaring fra Gjensidig Kvindeliga.

“Jeg glæder mig! Jeg har egentligt længe holdt øje med, hvad der skete i Vildbjerg, og da det blev officielt med FCM Kvindefodbold, sprang jeg til. Jeg trængte til nye udfordringer og måske mere spilletid, og setuppet her ser rigtig interessant og ambitiøst ud. Jeg har arbejdet hårdt og målrettet for at komme hertil, og det vil jeg gerne fortsætte med i en klub, der også har store målsætninger,” siger Ida Aaquist Olsen til klubbens facebookside.

FC Midtjylland overtager Vildbjerg SFs licens og skal spille 1. division i efteråret, men målet er at spille sig i næste forårs kvalifikationsspil og derfra videre op i kvindeligaen fra sommeren 2025.

”Jeg mener, at det i høj grad er realistisk, at holdet kan gøre sig gældende i Gjensidige Kvindeliga. Det er et godt hold og en ung trup, så forhåbentligt kan min erfaring bruges til noget. På et mere personligt plan drømmer jeg om at komme til at spille i udlandet, og det tror jeg, at en kontrakt i FCM Kvindefodbold kan være et godt springbræt til,” siger Ida Aaquist Olsen.

Om den nye signing siger sportschef Anders Madsen:

“Vi er rigtigt glade for at kunne tiltrække Ida Olsen fra Kolding IF, og med Ida får vi en spiller med erfaring fra højeste niveau, og en spiller der fra sin position i midterforsvaret kan give vores unge hold et stærkere stillads. Ida er taktisk dygtig og har nogle menneskelige egenskaber, som vil optimere vores træningsmiljø og kamppræstationer. Derfor er vi glade for, at Ida ser FCM som det næste skridt i sin karriere”.

LÆS OGSÅ:

FC Midtjylland klar til kvindefodbold: De første ni kontrakter på plads