Josephine Lech skifter fra svenske FC Rosengård til FC Københavns nye kvindehold. ”Det er et vildt interessant og stort projekt,” siger den 20-årige angriber
Torsdag den 13. juni blev der skrevet historie i FC København. Den dag blev der nemlig skrevet kontrakt med den første spiller til FC Københavns nye kvindehold.
Det er 20-årige Josephine Lech, der efter seks år i svenske FC Rosengård nu skifter tilbage til dansk fodbold, hvor hun tidligere har spillet i Farum BK og B.93.
”Det er historisk og specielt, at vi for første gang kan præsentere en tilgang til vores hold, og vi er super glade for, at en talentfuld spiller som Josephine kan se sig selv som en del af den rejse og udvikling, vi står foran,” siger Rebecca Steele, Head of Women´s football i FCK, til fck.dk.
Josephine Lech ser skiftet til F.C. København som et stort skridt, selvom hun skifter fra en europæisk storklub som FC Rosengård:
”Det er et vildt interessant og stort projekt, FCK giver mig mulighed for at blive en del af. Det glæder jeg mig virkelig til og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at give mit bidrag til, at både FCK og kvindefodbolden i København bredere set kan vokse sig stor. Det bliver både sjovt og spændende at være en del af,” siger Josephine Lech.
FCK forventer at præsentere flere nye spillere i den kommende tid.
LÆS OGSÅ: