Roskilde Pigefodbold bliver samarbejdsklub med FC København

0
863
Foto: FCK Media

FC København har indgået et klubsamarbejde med Roskilde Pigefodbold. ”Mine besøg i klubben har bekræftet mig i, at Roskilde Pigefodbold og FCK børnefodbold er et fantastisk match,” siger talentchef for FCK Piger, Casper Hansen

Roskilde Pigefodbold kan nu kalde sig samarbejdsklub med FC København. Det betyder, at Roskilde Pigefodbold indgår et samarbejde med FCK børnefodbold. Samarbejdet skal bruges til at inspirere og udvikle trænere og løfte træningsmiljøet for piger på alle årgange i den sjællandske klub.

”Gennem dette samarbejde vil vi i fælles indsats styrke vores engagement i at skabe flere muligheder for piger og ligeledes bidrage til at styrke spillerudviklingen på tværs af klubberne i lokalområdet i tæt samarbejde med Roskilde Pigefodbold og vores øvrige samarbejdsklubber i Roskilde,” siger Anders Hall Toft, leder af FCK Klubsamarbejde, til fck.dk.

Til samme medie siger Casper Hansen, der er talentchef for FCK Piger:

”Mine besøg i klubben har bekræftet mig i, at Roskilde Pigefodbold og FCK børnefodbold er et fantastisk match. Jeg oplever et fantastisk fællesskab og en god energi. Vi glæder os til at inspirere og hjælpe yderligere +300 piger i vores klubsamarbejde. Desuden ser vi Roskilde pigefodbold som et strategisk godt område i forhold til den udvikling, vi er i gang med for fodbold for piger”.

“Vi glæder os til at inspirere og hjælpe yderligere +300 piger i vores klubsamarbejde”

Roskilde Pigefodbolds bestyrelsesformand Kasper Hvid glæder sig:

“Vi har over en årrække ønsket at løfte klubben yderligere og skabe endnu bedre forudsætninger for vores spillere og trænere. I den forbindelse har vi været i dialog med flere store fodboldklubber i Danmark, som alle har ønsket et samarbejde med Roskilde Pigefodbold. Her har FCK vist sig at være den samarbejdspartner, der vil gå længst for at hjælpe os med den udvikling, vi ønsker for Roskilde Pigefodbold”.

Ud over inspiration og udvikling er der udsigt til, at medlemmerne af Roskilde Pigefodbold kan gode oplevelser til fodboldkampe hos FC København, fremgår det af fck.dk.