AGFs anføreren topper en stærk sæson med titlen som årets profil i Gjensidig Kvindeliga. ”Jeg havde ikke forventet at være nomineret,” sagde hun, da hun fik prisen overrakt i onsdags
”Det er surrealistisk. Det havde jeg ikke forventet”.
AGFs anfører Sarah Dyrehauge var mildest talt overrasket, da hun onsdag fik besøg af Spillerforeningens repræsentanter, der kunne fortælle, at hendes kolleger i Gjensidige Kvindeliga har kåret hende til Årets Profil.
”Jeg havde ikke forventet at være nomineret, og at jeg så vinder prisen foran to andre dygtige fodboldspillere, gør mig meget stolt. Det er en kæmpe ære,« siger hun til Spillerforeningens hjemmeside.
Det er spillerne i Gjensidige Kvindeliga, der vælger Årets Profil i Gjensidige Kvindeliga. Hver spiller har én stemme, og eneste krav er, at de ikke må stemme på en spiller fra egen klub. Prisen som Årets Profil i Gjensidige Kvindeliga uddeles i et samarbejde mellem DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE.
109 spillere har stemt, og Sarah Dyrehauge vinder prisen foran FC Nordsjællands Malia Steinmetz og Kolding IF’s Benedicte Moss Rasmussen.
Sarah Dyrehauge kalder prisen ”et cadeau til hendes holdkammerater i AGF”:
”Det er et kæmpe skulderklap til mine holdkammerater. Det er dem, der gør, at jeg kan være den spiller, jeg er. Det samme gælder trænerstaben, alle i AGF og mine tidligere trænere. Jeg føler, det er kulminationen på hårdt arbejde i en lang række år,” siger Sarah Dyrehauge til Spillerforeningens hjemmeside.
Se Sarah Dyrehauge blive overrasket med prisen som Årets Profil:
FAKTA: TIDLIGERE VINDERE AF ”ÅRETS PROFIL”
- 2022/23: Nanna Christiansen
- 2021/22: Kyra Carusa
- 2020/21: Olivia Holdt
- 2019/20: Nanna Christiansen
- 2018/19: Nanna Christiansen