Celine fra Damsø udtaget til FCKs nye kvindehold: “Det er en drøm, jeg jagter”

0
1676
Celine Dalsten fra FC Damsø er en af bruttotruppen på FCKs nye kvindehold. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

Celine Dalsten er en af de FC Damsø-spillere, som er udtaget til bruttotruppen på FC Københavns nye kvindehold. “Jeg er stolt, men jeg er også bevidst om, at jeg ikke er i mål endnu,” siger hun til FCKs hjemmeside

“Jeg har været FCK-fan altid, så det er på mange måder en pigedrøm, jeg jagter. Så jeg er stolt, men jeg er også bevidst om, at jeg ikke er i mål endnu med at blive FCK-spiller, før det er endeligt afgjort”.

Sådan fortæller Celine Dalsten til fck.dk, FC Københavns hjemmeside. Hun er en af de spillere fra FC Damsø, som er udtaget til den foreløbige bruttotrup for det kommende F.C. København-kvindehold, der starter op efter sommerferien.

Foreløbig består truppen af en række FC Damsø-spillere og Josephine Lech, der er blevet hentet til fra FC Rosengård. Celine Dalsten, der også arbejder som politibetjent, fortæller, at hun vil gå 100 procent efter at blive en del af holdet.

“Så den står på masser af selvtræning og arbejde for at være skarp, når vi starter op i FCK-regi. Jeg har arbejdet hårdt på træningsbanen og forsøgt at vise mig godt frem sammen med holdet for at få mulighed for at blive en del af FCK,” siger hun.

“Så den står på masser af selvtræning og arbejde for at være skarp, når vi starter op i FCK-regi”

“Jeg har været FCK-fan altid,” fortæller Celine Dalsten til FCKs hjemmeside. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

Har været gode til at stå sammen

FC Damsø indgik ved årsskiftet en overbygningsaftale med KB, B1903 og F.C. København. Aftalen betyder, at FC København pr. 1. juli overtager Damsøs 2. divisionshold. Det har sat sit præg på foråret, fortæller Celine Dalsten:

”Det har været spændende, men det har da også undervejs været med lidt blandede følelser fordi man ikke vidste, hvordan det ville ende. Jeg synes, at vi har været gode til at stå sammen på holdet og lavet gode præstationer i vores kampe, selvom der er sket en masse omkring os. Alle har samtidig gerne ville vise sig frem og personligt har det været meget motiverende for mig, fordi jeg virkelig gerne vil være en del af det første FCK-hold,” siger Celine Dalsten til FCKs hjemmeside.

Læs mere på FCKs hjemmeside her