Appel afvist: HB Køge-angriber får to dages karantæne

0
1952
Situationen hvor Rebekka Winther bliver udvist. Foto fra HB Køges hjemmeside

Udvisning mod FC Nordsjælland koster Rebeka Winther en plads på bænken de næste to kampe i Gjensidige Kvindeliga. HB Køge kritiserer kendelsen

HB Køge må de næste to kampe i Gjensidige Kvindeliga undvære angriberen Rebeka Winther. Hun blev udvist i weekendens kamp mod FC Nordsjælland efter en hård duel med FCNs Karen Linnebjerg Knudsen, som ramlede ind i trænerstolene ved sidelinjen, og det udløser to spilledages karantæne.

HB Køge havde appelleret udvisningen i håb om, at Rebekka Winther kunne slippe for karantæne, men det har Fodboldens Disciplinærinstans nu afvist.

“På baggrund af dommerens redegørelse og tv-billeder fra kampen fastholder Fodboldens Disciplinærinstans det røde kort tildelt HB Køge-spilleren, Rebeka Maria Winther,” lyder det i afgørelsen, som kan læses her.

HB Køge er ikke tilfreds med afgørelsen:

“Det undrer os meget at Rebekas andel i nærkampen vurderes til at være så hensynsløs, at den ikke bare førte til en udvisning men også to karantænedage. Situationen er blevet vurderet som om hun lavede en hævnakt eller bevidst forsøgte at skade en modspiller, hvilket på ingen måde er tilfældet og heller ikke bakkes op af TV-billederne. Vi er forvirrede over håndteringen af sagen – først og fremmest fra dommerens side, men også over hvad Fodbolden Disciplinærinstans lægger til grund for fastholdelsen af kendelsen,” siger sportsdirektør Dennis Bauer til klubbens hjemmeside.

“Vi er forvirrede over håndteringen af sagen”

Dennis Bauer, sportsdirektør , HB Køge

Kendelsen betyder, at Rebeka Winther ikke er med i weekendens opgør mod Brøndby IF og næste uges hjemmekamp mod OB Q.

Du kan se situationen her: