De fleste favoritter kom sikkert videre fra første runde i Gjensidige Kvindepokalen. Det tidligere kvindeligahold fra AaB blev til gengæld sendt ud af lokalrivalerne fra Aalborg Freja
Josephine Lech skrev onsdag aften historie, da hun lavede hattrick og scorede det første mål for FC Københavns nye kvindehold i en betydende fodboldkamp.
Det skete i Gjensidige Kvindepokalen, hvor FC København i første runde var på besøg hos sjællandsserieklubben Svogerslev BK.
FC København, der lørdag spiller sin første kamp i 2. division, vandt 7-1. Dermed er københavnerne sikkert videre i pokalturneringen, og Josephine Lech har fået en perfekt start i FCK, som i juni hentede den 20-årige angriber hjem fra Rosengården i Sverige og præsenterede som den allerførste signing til kvindeholdet.
LÆS OGSÅ: FCK-hold er største satsning i dansk kvindefodbolds historie
Storsejr var der også til FC Midtjylland, der ligesom FC København er gået ind i kvindefodbold denne sommer. Midtjyderne var på besøg hos Skive, og de viste ingen nåde overfor værterne, der spiller i Kvindeserie Vest. Efter 10 minutter stod der 3-0 og kampen sluttede 14-0 til FC Midtjylland, der spiller i 1. division.
Den største sejr kom i Vallensbæk, hvor B.93 var på besøg. Gæsterne nåede at score hele 16 mål, inden de tog tilbage til Østerbro for at forberede sig på næste runde af Gjensidige Kvindeligaen.
Du kan se alle resultaterne her
Et af de hold, der ikke formåede at leve op til favoritværdigheden, var AaB. Holdet, der er tilbage i 1. division efter en tur i Gjensidig Kvindeliga, tabte 1-0 ude til Aalborg Freja, der spiller i 2. division. Stine Nørgaard sikrede sejren med en scoring i det 88. minut. Dermed er AaB ude af pokalturnering efter bare én runde.
Der mangler endnu tre kampe i 1. runde af Gjensidig Pokalturneringen. Den første spilles i aften, hvor Give Fremad tager imod Vejle Boldklub.