Otte talenter får kontrakter i AaB

0
4390
De otte nye kontraktspillere blev præsenteret forleden, da AaB Women holdt et informationsmøde for spillerne og deres forældre på Hotel Pier 5 i Aalborg.

AaB Women vil satse mere på egne talenter. Nu har de første otte spillere fra klubbens succesrige U19-hold fået tilbudt en kontrakt

Fremover skal der satses på egne talenter i AaB Women, som efter en hård sæson i Gjensidig Kvindeliga er tilbage i 1. division, hvor der venter en ny fremtid med en strammere økonomi.

Som led i den nye strategi har otte talentfulde u19-spillere nu fået deres første kontrakt. Det blev markeret forleden, hvor AaB Women holdt et informationsmøde på et lokalt hotel for de talentfulde U19-spillere og deres forældre.

Succesrigt U19-hold

Fælles for de otte spillere er, at de har været en del af klubbens succesfulde U19-hold, som inden sommerferien vandt det danske mesterskab. Flere af spillerne har også været omkring førsteholdstruppen og diverse danske ungdomslandshold.

Sportschef i AaB Women, Morten Fals, er både glad og stolt over at kunne tilbyde de talentfulde spillere deres første kontrakt:

“Planen er at de skal blive en del af vores fremtid. Vi tror på, at de sammen med andre talentfulde spillere i klubben over de næste år bliver stammen på vores AaB Women-hold,” siger Morten Fals i en pressemeddelelse.

“Vi vil over de næste sæsoner finde god balance mellem talenter, erfarne danske spillere suppleret med lidt udenlandske spillere,” fortsætter han.

Otte på kontrakt

De otte spillere, der har fået tilbudt en kontrakt er:

• Line Mumgaard – årgang 2006 – forsvarer
• Signe Hagsten Larsen – årgang 2005 – Central midt
• Sinne Linnerup – årgang 2005 – Central midt
• Johanne K Knudsen – årgang 2006 – Wing/Midt
• Anna-Laura Jakobsen – årgang 2006 – Midtbane
• Camilla Dybdahl – årgang 2008 – Wing/kant
• Helene Jensen – årgang 2008 – Central midt
• Victoria Rask Bak – årgang 2008 – Keeper

Skal tænke “smart og langsigtet”

Den nye strategi er en konsekvens af, at økonomien for AaBs kvindefodbold er presset. Derfor skal der “tænkes smart og langsigtet” med et set up, som ikke kun styrker talentudviklingen, men også sikrer sammenhæng fra U13 og op til seniorniveau.

“Vi har små ressourcer i AaB Women, så vi skal være smarte. Jeg synes faktisk, det er genialt, det vi har lavet her. Med det her setup, hvor vi fra seniorspillerne kan trække ned til U13, får vi skabt en rød tråd. Jeg synes, det lover godt og forhåbentlig bliver det et mesterværk, som gør, at vi kan holde på spillerne i AaB, men også udvikle dem til enten at få en glorværdig karriere i AaB eller komme videre til større adresser,” siger Morten Fals.