Ung topscorer forlænger med FC Midtjylland

0
819
Mathilde Kaihøj med sportschef Anders Madsen og repræsentant for FCM Kvindefodbold, Thomas Larsen. Foto: FC Midtjylland

Forårets topscorer i Vildbjerg SF, Mathilde Kaihøj, har skrevet under på tre-årig aftale, så hun nu er en del af det nye FC Midtjylland frem til sommeren 2027

18-årige Mathilde Kaihøj, der med otte mål blev topscorer for Vildbjerg SF i forårets 1. divisionsslutspil, har nu fået kontrakt med det nye FC Midtjylland frem til 2027.

FC Midtjylland har som bekendt overtaget Vildbjergs licens pr. 1. juli 2024 og går målrettet efter at blive et nyt tophold i dansk kvindefodbold.

18-årige Mathilde Kaihøj kom til Vildbjerg fra Silkeborg i sommeren 2022 og går på Ikast Gymnasium, hvor hun er en del af Sportsstar College morgentræning.

“Mathilde er en topspiller, som har haft rigtig gode muligheder på hånden, men Mathilde tror på vores miljø som det sted, hvor hun kan udvikles og kan opnå sine store sportslige ambitioner,” siger sportschef Anders Madsen til klubbens hjemmeside.

Mathilde Kaihøj har store forventninger til FC Midtjyllands nye satsning.

“Vi har en fed trup, og jeg er bare spændt på at være en del af den udvikling holdet tager, men også min egen udvikling. Vi brænder alle for det her, og vi er omgivet af gode mennesker, så jeg er rigtig glad for at kunne fortsætte min udvikling i FCM,” siger Mathilde Kaihøj.

LÆS OGSÅ:

FC Midtjylland skriver kontrakt med yderligere seks spillere

Tidligere ligatopscorer skriver 3-årig kontrakt med FC Midtjylland