Ekspert efter transfervinduet: FC Nordsjælland er DM-favorit

0
723
Oprykkerne fra OB Q har forstærket sig med nye internationale profiler. Marianne With Bindslev mener, at fynboerne har en af ligaens bedste trupper. Hun vurderer, at det kan række til DM-sølv. Foto: OB

Marianne With Bindslev fra Kvindefodboldpodcasten giver på Kvindeliga.dk sit bud på vindere og tabere i transfervinduet. Hun mener, at FCN og OB står stærkest

De forsvarende mestre fra FC Nordsjælland er favorit til at genvinde DM-guldet. Det mener Marianne With Bindslev, vært på Kvindefodboldpodcasten og sportslig leder i Skjold Birkerød, som på kvindeliga.dk har vurderet styrken af alle otte hold i Gjensidige Kvindeliga efter at transfervinduet lukkede den 2. september.

Og selv om FC Nordsjælland faktisk ikke har hentet en eneste spiller ind udefra – tilgangen består af tre ungdomslandsholdsspillere fra akademiet – så mener Marianne With Bindslev, at nordsjællænderne står stærkest lige nu.

De eneste spillere, som FCN officielt har mistet i sommerpausen, er nemlig Jennifer Cudjoe, der allerede var væk i foråret, og Olivia Thorndahl, som ikke nåede at spille en rolle. Til gengæld er det lykkedes at holde på flere stortalenter, der ellers kunne være skiftet til udlandet, og dét er en præstation, mener Bindslev:

“I en klub, hvor forventningen er at et par af de allerbedste forsvinder i sommerpausen er det en sjældenhed. Kontinuitet og et ekstra års erfaring løfter automatisk truppen til et højere niveau og de er min favorit til at genvinde mesterskabet med mindre alle afgange blot er udskudt til vinterpausen,” skriver hun på kvindeliga.dk.

Ny OB-amerikaner kan blive kæmpe profil

OB står næst stærkest, mener Marianne With Bindslev. Oprykkerne har over sommeren fortsat sit koncept med at signe mange udenlandske spillere, især amerikanere, nu bare med spillere fra en højere hylde. Blandt dem er Emily Gray, der blev ratet som et af USAs største talenter, da hun skiftede fra universitetsfodbold i 2021. Hvis hun kan komme i form igen efter en længere skadespause, kan hun blive en kæmpe profil, vurderer Marianne With Bindslev.

På tredjepladsen har Marianne With Bindslev AGF, som har haft en halvskidt start på sæsonen, men som har en stærkere trup end i sidste sæson.

“Alle nøglespillere fortsætter i klubben, så det burde stille AGF bedre til den nye sæson. Præstationerne i de første kampe, har vist mere selvtillid, men mindre sult, så kontinuitet i sig selv er ikke nok, men på den længere baneser holdet stærkere ud,” skriver Marianne With Bindslev.

HB Køge står svagest

Det aktuelle tophold Fortuna Hjørring bliver kun vurderet som fjerdestærkest, mens Kolding IF er på femtepladsen.

Sidste sæsons sølvvindere Brøndby IF mener Marianne With Bindslev har ligaens sjette bedste trup i år. For selv om en større proces er i gang på Vestegnen, der på sigt vil ruste Brøndbys kvinder, så bliver 2024-2025 et overgangsår, mener hun.

B.93 vurderes som syvendebedst, mens de tre-dobbelte DM-vindere fra HB Køge i Marianne With Bindslevs optik står svagest efter en større udskiftning.

“Tre signings i vinduets sidste uge har forstærket truppen, men igen er der først og fremmest investeret i uforløst talent og spillere, der er i starten af deres udviklingskurve. Spændende at se, hvor mange af dem, der forløses i sæsonen,” lyder hendes analyse.

Du kan læse hele Marianne With Bindslevs analyse her

LÆS OGSÅ:

Breddeklubberne kan lære af FC Nordsjællands tilgang til kvindefodbold