FC Nordsjælland er fortsat det hold i Gjensidige Kvindeliga, der giver flest spilleminutter til spillere under 19 år. Sara Amby fra Kolding IF er den U19-spiller, der har fået mest spilletid i ligaen, viser opgørelse fra DBUs talentchef Anders Gerber
Efter syv spillerunder i Gjensidige Kvindeliga fortsætter FC Nordsjælland, hvor de slap i sidste sæson: Nemlig med at være det hold, der bruger flest spillere og giver mest spilletid til spillere, der er under 19 år.
Talentchef Anders Gerber, DBU, tæller løbende op, hvor meget spilletid de unge talenter får i ligaen, og hans nyeste opgørelse efter syv runder viser, at i FC Nordsjælland har spillere under 19 år fået 1239 spilleminutter. Kolding IF har givet næstmest spilletid til de unge, nemlig 925 minutter, og AGF har givet tredjemest, 645 spilleminutter.
FC Nordsjælland er samtidig den klub, der har brugt flest spillere under 19 år i kampene, nemlig fem spillere. Den ene af disse er 18-årige Alma Marie Plank Aagaard, som tilmed er nummer to på ligaens topscorerliste med 6 mål. Nummer ét på topscorelisten er i øvrigt hendes holdkammerat Emilía Kiær Ásgeirsdóttir, der er 19 år.
Den U19-spiller, der har fået mest spilletid i ligaen i denne sæson, er Kolding IFs Sara Amby. Hun har foreløbig været på banen i 598 minutter.
Den yngste spiller, der har fået spilletid i denne sæson, er Brøndbys Mila Bischoff, der er 15 år gammel.
Hverken B.93 eller OB Q har givet spilletid til spillere, der er under 19 år, i følge Anders Gerbers opgørelse.
I sidste sæson var FC Nordsjælland suverænt det hold, der gav mest spilletid til U19-spillere, nemlig 4003 minutter. Nummer to var Kolding IF med 2871 minutter og nummer tre var Fortuna med 1183 minutter.