Tysk angriber med flot cv på plads i OB

0
378
26-årige Stefanie Sanders er klar til at bombe kasser ind for OB. Foto: OB

26-årige Stefanie Sanders skifter fra belgisk til dansk fodbold. Hun har et imponerende CV med til Fyn med mange mål fra både den svenske, tyske og belgiske liga

“Jeg vil score så mange mål som overhovedet muligt. Jeg vil gøre mit for, at vi kommer så tæt på at vinde ligaen som muligt, måske endda vinde den, selvom vi er et oprykkerhold”.

Sådan lyder det fra Stefanie Sanders, 26-årig tysk angriber, som lørdag blev præsenteret i OB. Hun kommer til Fyn med et imponerende CV fra både tysk, svensk og belgisk fodbold, og i følge OB har banket masser af mål ind i sin karriere. Hendes seneste ophold i belgiske OH Leuven har dog været hæmmet af flere skader, men nu er hun skadesfri og klar til nette i Gjensidige Kvindeliga.

“Jeg har haft nogle gode samtaler med folkene i og omkring OB, selvom det er gået hurtigt. Kristian Mørch, Jonas Nielsen og jeg har haft nogle gode snakke omkring det projekt, som foregår i OB lige nu. Det er et spændende projekt med ambitioner, en masse talenter og udenlandske spillere, og det ser jeg frem til at blive en del af,” siger Stefanie Sanders til OBs hjemmeside.

“Stefanie er en spiller, vi ikke troede var en mulighed, men som så alligevel viste sig at være. Hun kommer fra et skadesplaget år i Belgien, men har tidligere vist, at hun kan banke mål ind, så det gør noget og det ser vi frem til at hun skal gøre for os. Vi har en stærk fysisk stab, og vi er også overbeviste om, at vi kan få hende op på hendes gamle niveau,” siger sportschef John Bæksted.

Stefanie Sanders har skrevet kontrakt for denne sæson. Ud over mange mål kan hendes CV imponere med to svenske mesterskaber i 2021 og 2022, svensk cup-vinder i 2022, topscorer ved U17-EM i 2015 og 50 U-landskampe for Tyskland med 40 mål til følge.