Viborg FF ansætter ny talentchef for kvinderne

0
391
Lone Simonsen. Foto: Viborg FF

Lone Simonsen bliver ny talentchef for kvinderne, mens Martin Østergaard overgår til en ny stilling som talentkoordinator i VFF Talent på tværs af drenge- og pigefodbolden

Viborg FF har ansat Lone Simonsen som ny talentchef for kvinderne. Hun bliver dermed ansvarlig for klubbens involvering i pige- og kvindefodbolden. Samtidig overgår den hidtidige talentchef Martin Østergaard til en ny stilling som talentkoordinator i VFF Talent på tværs af drenge- og pigefodbolden. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Lone Simonsen, der tidligere været elitekoordinator i 10 år hos Viborg Elite, skal have særligt fokus på videreudviklingen af miljøet for U13-U19 piger samt 2. division kvinder. Martin Østergaard får en tværgående rolle, hvor han skal binde talentudviklingsmiljøerne på drenge- og pigesiden sammen.

“Grunden til, at vi har prioriteret denne opgradering er, at der ligger nogle oplagte muligheder for at skabe og udnytte synergier på tværs af fodbold for drenge og piger,” siger sportschef Mads Agesen – og fortsætter:

“Det gælder eksempelvis i vores strategiske arbejde omring talentudvikling, i vores samarbejde med Viborg Kommune og Viborg Elite omkring uddannelsesdelen og ikke mindst i vores arbejde omkring børnefodbold og klubsamarbejde. Vi ser det som et vigtigt skridt i den yderligere udvikling, og vi er glade for at få Lone med ombord, ligesom vi er helt sikre på, at vi også får stor gavn af Martin Østergaards nye rolle”.

LÆS OGSÅ:

Team Viborg i samarbejde med superligaklub: Vil med i toppen af dansk kvindefodbold