De to klubber er gået sammen om at gøre fredagens kvindeligakamp på Østerbro Stadion til en fælles oplevelse for begge holds fans. Kom og sid skulder ved skulder i hvide og gule trøjer og se en god fodboldkamp sammen, lyder opfordringen
Der er vigtige point på spil, men der er også en hyggelig aften i vente, når B.93 og Brøndby IF fredag kl. 19.00 møder hinanden i Gjensidige Kvindeliga på Østerbro Stadion.
De to klubber er nemlig gået sammen om at skabe en fælles oplevelse for alle tilskuere til københavner-opgøret. Tanken er, at det skal føles som en hjemmekamp for begge holds fans. Derfor spiller Brøndby i de gule hjemmebanetrøjer, og alle Brøndby-fans med sæsonkort har gratis adgang, de skal bare bestille en billet på forhånd.
Du kan bestille billet på boldbillet.dk her
Når dørene åbner kl. 17.30 er der gratis øl eller sodavand til de første 300 tilskuere, og fra kl. 18.30-20.30 serveres gratis varme drikke – man kan også få en Bailey eller cognac i kakaoen, hvis man er til den slags – og der kan købes pizza foruden de traditionelle stadionpølser.
“Vi er gået sammen om at vise, hvad kvindefodbold kan. Fans fra hver sit hold kan møde og sidde skulder ved skulder i hvide og gule trøjer og sammen se en god fodboldkamp og have en fælles, hyggelig oplevelse,” fortæller Caroline Maria Lundblad, der er Brand & Partnership Manager i Brøndby Women.
“Vi er gået sammen om at vise, hvad kvindefodbold kan”
Brøndby IF ligger lige nu på 3. pladsen i Gjensidige Kvindeliga, mens B.93 har spillet sig op på 6. pladsen efter sejre over Kolding IF og AGF. Hvis B.93 kan slå Brøndby i fredagens kamp, så nærmer oprykkerne sig 5. pladsen, mens Brøndby omvendt kan lægge afstand til forfølgerne til 3. pladsen, HB Køge og OB Q, med en sejr.
Kampen kan også ses på Kvindeliga.live her
LÆS OGSÅ:
Fortuna fortsat ubesejret – storsejr til HB Køge over bundhold