Lørdagens Gjensidige Kvindeliga-kamp mellem Fortuna Hjørring og AGF er udnævnt til Lyserød Lørdag. Fortunas lyserøde kamptrøjer sælges på auktion til fordel for Kræftens Bekæmpelses “Støt Brysterne”-kampagne
Når Fortuna Hjørring lørdag løber ind på Nord Energi Arena til kvindeliga-kampen mod AGF, så bliver det ikke i de sædvanlige grønne trøjer. Den normale hjemmebanetrøje er skiftet ud med en særlig lyserød, for lørdagen er udnævnt til “Lyserød lørdag” til fordel for Kræftens Bekæmpelses kampagne “Støt Brysterne”, der samler ind til kampen mod brystkræft.
Siden onsdag har man kunnet byde på spillernes lyserøde kamptrøjer, der sælges til højestbydende. Auktionen på Fortuna Hjørrings facebookside slutter lørdag og beløbet går ubeskåret til Støt Brysterne-kampagnen.