Kolding IF topper U19 Piger Liga efter syv sejre i otte kampe. Lørdag vandt holdet et tæt topopgør med FC Nordsjælland. “Mange ting går op i en højere enhed for os,” siger Kolding-træner
Syv sejre i otte kampe. 23 point. En målscorer på 25-9.
Mens Kolding IFs førstehold har haft et skidt efterår i Gjensidige Kvindeliga, hvor de lige nu er næstsidste-pladsen, så går det anderledes godt for klubbens U19-piger. Holdet topper U19 Piger Liga, og efter en sejr lørdag over ligaens nummer to, FC Nordsjælland, er Kolding IF nu otte point foran FCN, som dog har spillet en kamp færre.
“Vi matcher hinanden godt”
Lørdagens kamp på Right To Dream blev en meget tæt affære i et højt tempo. FC Nordsjællands Thea Petersen bragte FCN foran efter 25 minutter, men kort før pausen fik Josefine Hansen Uhd udlignet til 1-1. I anden halvleg blev det til 2-1 og 3-1 til Kolding IF på mål af Mai Bøge Wendicke og Laura Sofie Johansen – sidstnævnte scorede bare to minutter efter, at hun var blevet skiftet ind. Sofie Lndberg fik reduceret i det 90. minut, men kampen sluttede 3-2 til Kolding IF.
“Kampen foregik på et utrolig højt niveau, som er stor cadeau til både FC Nordsjælland og os. Vi matcher hinanden rigtig godt og spiller altid gode kampe mod hinanden,” siger Kolding IFs træner Lasse Skovhøj.
”Første halvleg bølger lidt frem og tilbage, med FCN mest på bolden, men os der skaber de største chancer. Anden halvleg starter vi ekstremt stærkt ud og viser, at vi har et tempomæssigt gear, som er svært at følge med i. Det udmønter sig i mange vundne dueller og omstillinger, hvor vi simpelthen overløber dem. En topkamp, der er ekstremt lige, men hvor vi dygtigt tager 3 point med fra en meget svær udebane,” lyder Kolding IF-trænerens beskrivelse.
“En ekstremt lige topkamp, der er ekstremt lige, men hvor vi dygtigt tager 3 point med fra en meget svær udebane”
”Modstanderne må aldrig føle sig trygge”
Lasse Skovhøj konstaterer, at rigtigt mange ting går op i en højere enhed for Kolding IF i øjeblikket.
”I starten af sæsonen har vi arbejdet meget med vores udtryk i presspillet og hvordan vi gerne vil være direkte i vores spil. Modstanderen må aldrig føle sig trygge når de spiller mod os, og de skal altid føle sig truet så snart vi erobrer bolden. Efter de første 8 kampe, synes jeg også at vi er det hold der spiller med den højeste intensitet, og med en enorm fysik, taktisk afklarethed og fart,” siger Lasse Skovhøj.
Han roser spillernes træningsindsats – ”vi har et ekstremt stærkt træningsmiljø, hvor spillerne leverer et fremragende stykke arbejde,” som han siger.
Og så fremhæver han staben og hele set uppet omkring holdet, som giver pigerne rigtige gode forudsætninger for at opnå deres mål.
”Det er på grund af indsatsen af alle i og omkring miljøet, at vi kan levere så godt, som vi gør lige nu resultatmæssigt, og at vi har et så stærkt træningsmiljø som vi har,” siger Kolding IF’s cheftræner.