Juventus med Amalie Vangsgaard topper Serie A efter storsejr på 4-0 over Fiorentina. Vangsgaard scorede drømmekasse til 2-0 fra 18 meter og stod bag superoplæg til 4-0-målet
Hun modtager bolden med ryggen til målet, vender rundt og sender bolden over i det fjerneste hjørne fra 17-18 meters afstand.
Den danske landsholdsbomber Amalie Vangsgaard, der er skiftet til Juventus i denne sæson, leverede fornem målkunst, da Juventus mandag aften skød sig op på førstepladsen i Serie A med en 4-0 sejr over Fiorentina.
Vangsgaards scoring til 2-0 faldt ca. 10 minutter inde i 2. halvleg og mod slutningen af kampen stod hun bag en fremragende assist, da hun blev sendt afsted i højre side, kom uden om en Fiorentina-forsvarer og sendte bolden på tværs til Marina Rossuci, der gjorde det til 4-0.
De øvrige to scoringer stod Arianna Caruso (39′) og Paulina Krumbiegel (67′) for.
Juventus har nu 12 point efter fire kampe, to point foran Inter. Fiorentina er på 3. pladsen med 9 point og Roma på 4. pladsen.