Brøndbys kvinder rykker: ”Vi skal være ’top of mind’, når der tales kvindefodbold”

0
563
Velkommen til Brøndby IF: Caroline Maria Lundblad (tv.) har siden august arbejdet som Brand & Partnership Manager i Brøndby IF Women. Hendes kollega Andreas Arildsen arbejder primært med marketing for superligaholdet men har også hjulpet kvindeligaholdet.

Brøndby IF Women vil tilbage og spille en hovedrolle i dansk kvindefodbold. Klubben har oprustet kvindesiden i den kommercielle afdeling, hvor en ny ’Brand & Partnership Manager’, Caroline Maria Lundblad, skal booste indtjeningen til kvinderne. FODBOLD FOR PIGER har mødt Caroline Maria Lundblad til en snak om arbejdet med at løfte Brøndbys kvinder

Tekst & foto: Steen Trolle

Mandag skrev Brøndby historie, da klubben annoncerede, at den som den første i Danmark indfører fuldtidsprofessionel kvindefodbold i 2025. Men det er bare en del af en ny fortælling om Brøndby IF Women, som lige nu bliver skrevet i vestegnsklubben.

Brøndby har måske nok haltet lidt efter toppen i dansk kvindefodbold de seneste år, hvor HB Køge og FC Nordsjælland har skubbet de ’gamle’ – Brøndby IF og Fortuna Hjørring – til side og vundet de seneste mesterskaber og pokaltitler. Men Brøndby, der vandt 12 mesterskaber og 11 pokaltitler i årene 2003-2019, er langt fra gået i stå. Tværtimod.

Sidste år blev kvinderne en del af det professionelle selskab, som også ejer superligaholdet, og Brøndby IFs nye amerikanske ejere, Global Football Holdings (GFH), har lige så store ambitioner på kvindernes som på mændenes vegne.

Det blev understreget med mandagens nyhed om fuldtidsprofessionalisme, som gav genlyd overalt i de danske medier – og det er tydeligt denne onsdag i slutningen oktober, hvor FODBOLD FOR PIGER besøger Caroline Maria Lundblad i Brøndby-hovedsædet på Brøndby Stadion.

Brøndby IF Women ligger nummer tre i Gjensidige Kvindeliga. Her ses holdet før en kamp mod OB. Foto: Brøndby IF

Brøndby IF Women skal være ”top of mind”

Caroline Maria Lundblad blev i august ansat i en nyoprettet stilling som Brand & Partnership Manager i Brøndby IF Women. Dermed er det hendes opgave at finde nye samarbejdspartnere og sponsorer til kvindeholdet. Og målet er klart: Der skal tjenes penge, så kvindeholdet kan boostes – og Brøndby IF Women skal igen være et af de stærkeste kvindefodboldbrands i Danmark.

”Vi skal lave en masse branding og sørge for, at Brøndby IF Women er top of mind, når der tales kvindefodbold. Derfor handler meget af mit arbejde om at få kvinderne ud og blive præsenteret i andre sammenhænge end det sportslige. Jeg skal have dem ud i podcasts, i pressen osv. De er jo nogle superseje rollemodeller; de er så dedikerede, de træner fem gange om ugen og har samtidig jobs og studier ved siden af. Så de er gode historier, og de stiller heldigvis meget gerne op,” fortæller Caroline Maria Lundblad.

”Vi skal lave en masse branding og sørge for, at Brøndby IF Women er top of mind, når der tales kvindefodbold,” siger Caroline Maria Lundblad, Brand & Partnership Manager i Brøndby IF Women.

Tæt samarbejde med herrerne

Hun gør det ikke alene. Brøndbys mænd og kvinder samarbejder nu tæt, hvilket for eksempel kan ses på Brøndby IFs hjemmeside, hvor der nu er lige så mange nyheder om kvindeligaholdet som om superligaholdet.

”Der er sket en kæmpe udvikling. Mændene og kvinderne betragtes nu på lige fod. Når der er trøjelanceringer osv., bruger vi udgangspunktet både spillere fra superligaholdet og Brøndby IF Women. Vores ejere GFH ser kvindefodbold som noget, der skal prioriteres, det mærker man tydeligt, og det er helt vildt fedt, ” siger Caroline Maria Lundblad.

“Vores ejere GFH ser kvindefodbold som noget, der skal prioriteres, det mærker man tydeligt, og det er helt vildt fedt”

Med til interviewet denne onsdag er også en kollega, der normalt arbejder med marketing for superligaholdet men som i denne uge giver en hånd med hos kvinderne. Det er Andreas Arildsen, der tidligere har arbejdet for B.93 og som derfor har hjulpet til med at stable et fælles arrangement mellem de to klubber på benene i forbindelse med fredagskampen B.93-Brøndby IF Women i Gjensidige Kvindeliga. Et arrangement, som vi skrev om her på fodboldforpiger.dk, og som forvandlede kampen på Østerbro Stadion til en slags fælles hjemmekamp, hvor der var gratis øl og sodavand, lune drikke og hvor tilskuere fra begge klubber sad sammen.

“Vi er gået sammen om at vise, hvad kvindefodbold kan. Fans fra hver sit hold kan møde og sidde skulder ved skulder i hvide og gule trøjer og sammen se en god fodboldkamp og have en fælles, hyggelig oplevelse,” som Caroline Maria Lundblad og Andreas Arildsen fortalte før kampen.

Caroline Maria Lundblad og Andreas Arildsen på tribunen på Bane 2, hvor Brøndby IF Women spiller sine kampe i Gjensidige Kvindeliga. Målet er, at kvindernes kampe også skal spilles på det store Brøndby Stadion, der ses i baggrunden.

Satser på børnefamilier

Den slags arrangementer bliver der mange flere af. Det skal være oplevelse at gå ud og se kvindefodbold – for hele familien. Når Brøndby på lørdag kl. 14 møder FC Nordsjælland er alle sejl sat til for at gøre det til en stor familieoplevelse.

Familielougen åbner allerede klokken 11. Her vil der være ansigtsmaling, fodboldbaner og præsionsskydning med fodbolde, tre spillere kommer og skriver autografer, maskotterne Nanok og Albert er på plads, der er konkurrencer, der er gratis Cocio crushed ice til de første 100 – og under hele kampen kan tilskuerne på lægterne forsyne sig med gratis varm kakao med flødeskum og alle slags kaffe.

”Det skal være sådan, at man som børnefamilie i weekenden tænker, at ’hvis vi skal ud og aktivere børnene i dag, så kan vi på Brøndby Stadion til kvindernes kamp, for der sker en masse fede ting,” siger Caroline Maria Lundblad.

Der er også skruet op for plejen af sponsorer og andre, der støtter om kvindeholdet. I september stod Caroline Maria Lundblad i spidsen for et større prematch-arrangement i Ebbe Skovdahl Lougen forud for kampen mellem Brøndby IF og OB Q. Her var der bl.a. oplæg af den tidligere Brøndby-profil Therese Eslund og nuværende spiller Freja Abildå. Lignende arrangementer kommer der flere af.

Caroline Maria Lundblad byder velkommen til det første større prematch-arrangement i Ebbe Skovdahl Loungen på Brøndby Stadion i september.

Kvinderne ind på Brøndby Stadion

Spørgsmålet er så, hvornår kvinderne rykker ind på det store Brøndby Stadion. Foreløbig spilles ligakampene på Bane 2, men Caroline Maria Lundblad understreger, at målet er, at kvinderne også skal spille på det store stadion.

”Vi arbejder benhårdt på at få kvinderne ind på stadion. Foreløbig har jeg fået en ’mindre’ lovning på en stadionkamp til foråret. Men det er stort apparat, så jeg skal kunne dokumentere, at det kan hænge sammen. Det kræver en vis mængde tilskuere, hvis det skal fungere. Det er jo heller ikke alle spillere, der synes det er sjovt at spille på et tomt stadion,” siger Caroline Maria Lundblad.

LÆS OGSÅ:

Historisk: Brøndby indfører fuldtidsprofessionel kvindefodbold