Danmark møder Sverige, Italien og Wales i Nations League

0
346
Danmark mødte også Wales i sidste Nations League-turnering. Her jubler Sofie Bredgaard og Amalie Vangsgaard efter en scoring mod netop Wales på Viborg Stadion. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Kvindelandsholdets modstandere til Nations League 2025 er fundet. Italien, Sverige og Wales venter over seks kampe i foråret

Der venter spændende kampe mod Sverige og Italien, når det danske kvindelandshold skal spille Nations League i 2025.

Torsdag klokken 13 blev der trukket lod til turneringen, som spilles for anden gang, og op af bowlen i UEFAs hovedkvarter i Nyon, kom Sverige, Italien og Wales, da der skulle findes modstandere til Danmark.

”Nations League er en fantastisk turnering, der giver os kampe mod de bedste landshold i Europa. Vi har tidligere slået Tyskland og givet verdensmestrene Spanien kamp til stregen, og det er igen vores ambition at spille med i toppen af gruppen, så vi giver os selv de bedste forudsætninger frem mod VM-kvalifikationen,” siger landstræner Andrée Jeglertz til DBUs hjemmeside.

Kampene skal også bruges som optakt til sommerens EM i Schweiz, fortæller landstræneren:

”Når vi møder så gode hold som for eksempel Sverige og Italien, så er Nations League selvfølgelig også en god forberedelse for os frem mod EM. Vi bliver testet på højeste niveau, og det kan hjælpe os til at stå endnu stærkere til slutrunden,” siger Jeglertz til dbu.dk.

Succes i Nations League kan booste VM-chancer

Vinder Danmark sin gruppe, kvalificerer de sig til Nations League Finals i efteråret 2025, hvor der spilles om Nations League-trofæet. Bliver vi nummer et eller to i gruppen vil vi også være i Liga A i VM-kvalifikationen og har dermed bedre chancer for at kvalificere sig til VM-slutrunden i Brasilien i 2027.

UEFA Women’s Nations League 2025 afvikles over disse tre terminer – med to kampe i hver termin: 19-28. februar, 1-9. april og 27. maj til 4. juni 2025.