De vil samle alle, der vil give kvinder i fodboldverdenen en større stemme

0
931
”Der er en masse mennesker, som gerne vil styrke fodbold for piger og kvinder, men som ikke har haft noget sted at gå hen før nu," siger Maria Guy og Christina Satchwell, som står bag Kvinder i Fodbold.

Den nye bevægelse ’Kvinder i Fodbold’ er på få måneder gået fra en spontan ide til en forening med over 200 medlemmer. Målet er at samle alle, der vil give kvindefodbolden et løft. Vi har mødt stifterne bag den nye forening

Tekst & fotos: Steen Trolle

Det er mindre end tre måneder siden, at Maria ‘Rolle’ Jensen Guy fik ideen til ‘Kvinder i Fodbold’, men allerede nu har mere end 200 meldt sig ind i foreningen; der er nedsat et advisory board, der er lavet en supertjekket kampagnevideo – og ideen er vokset til langt mere end det netværk for tidligere kvindelige fodboldspillere, som var Maria Guys oprindelige ide.

Nu er ”Kvinder i Fodbold” en bevægelse for alle, der vil bidrage til dansk kvindefodbold – tidligere og nuværende spillere, kvinder, mænd og fans i alle aldre.

”Jeg ville oprindeligt samle tidligere fodboldspillere i et netværk, hvor vi kunne vidensdele og inspirere hinanden og tage ud og se nogle kampe sammen. Men det har vist sig, at potentialet og målgruppen er meget større,” fortæller Maria Guy, da vi mødes til en snak over en kop kaffe i København.

“Det har vist sig, at potentialet og målgruppen er meget større”

Engagement, Samarbejde og Synlighed

Med til snakken er Christina Satchwell. Hun var en af de allerførste, der meldte sig, da Maria Guy lancerede sin ide på det sociale medie LinkedIn. De to arbejder nu tæt sammen om at gøre Kvinder i Fodbold til en bred bevægelse. Målet er at samle alle, som vil være med til at styrke dansk kvindefodbold og give kvinder i fodboldverdenen en større stemme under tre kerneværdier: Engagement, Samarbejde og Synlighed.

Kvinder i Fodbolds nye hjemmeside.

”Der er en masse mennesker, som gerne vil styrke fodbold for piger og kvinder, men som ikke har haft noget sted at gå hen før nu. Alle dem, som har fået tændt en ’indre aktivist’ i sig, når de har oplevet, at fodbold for piger og kvinder bliver udsat for dårligere vilkår end herrefodbold. Hvis vi kan samle alle de kræfter, kan vi få en større stemme og få større gennemslagskraft,” fortæller Maria Guy og Christina Satchwell.

“Hvis vi kan samle alle de kræfter, kan vi få en større stemme og få større gennemslagskraft”

De kender hinanden fra fodboldbanen, hvor de både har spillet imod hinanden og været holdkammerater. De er fortsat aktive i fodboldmiljøet, og derfor ved de, at trods en masse fremskridt og forbedringer for kvindefodbolden de seneste år, så er der stadig mange kampe, der skal kæmpes.

Som for eksempel når et kvindehold får et alt for lille dommeromklædningsrum tildelt til en Kvindeseriekamp, fordi et drenge U13-hold har fået det store omklædningsrum til at klæde om efter træning. En situation, som Christina Satchwell oplevede for ganske få uger siden.

Christina Satchwell (tv.) og Maria Guy kender hinanden fra fodboldbanen, hvor de både har været modstandere og holdkammerater.

Træt af sammenligning med herrefodbold

En anden kamp, der skal kæmpes, er opgøret med den evindelige sammenligning mellem kvinde- og herrefodbold.

”Når der hele tiden skal benchmarkes op imod herrefodbolden, så bliver det svært for pige- og kvindefodbolden at få sin egen plads i det her. Fodbold for piger og kvinder skal have lov at være sin egen sport, og vi skal have sat fokus på, at der er nogle forhold i fodboldens verden, som er skræddersyet til mændene på bekostning af kvinderne,” siger Maria Guy.

Vil samles til kampe

Kvinder i Fodbold vil holde prematch-arrangementer, hvor medlemmer kan netværke, høre indlæg og deltage i debatter forud for kampene. Planen er, at de første af disse arrangementer skal finde sted i forbindelse med forårets første kampe i Gjensidige Kvindeliga. Med et medlemstal, der allerede har rundet 200, håber Maria Guy og Christina Satchwell, derfor også, at Kvinder i Fodbold vil kunne bidrage til, at der kommer flere tilskuere til kvindeligakampene.

Kvinder i Fodbold vil lave arrangementer i forbindelse med kampe i Gjensidige Kvindeliga.

”Vi håber også at kunne være med til at rykke ved tilskuertallet. Hvis vi kan samle 100-150 medlemmer til et prematch-arrangement i Gjensidige Kvindeliga, så er det da noget, der kan mærkes. Vi vil i det hele taget gerne inspirere til, at flere kommer ud kampe – og ikke bare de samme hold hver gang. Vi skal ud og se forskellige kampe og hold. Det her skal brede sig som ringe i vandet,” siger Maria Guy og Christina Satchwell.

”Vi håber også at kunne være med til at rykke ved tilskuertallet”

Kvinder i Fodbold blev officielt lanceret sidst i oktober, og i den forbindelse kunne de præsentere en spritny hjemmeside, et logo og en tjekket kampagnevideo, som brandingbureauet Season Two har lavet. Snart lanceres også et Advisory Board og Kvinder i Fodbold er gået på jagt efter virksomheder, der vil bakke initiativet op med et sponsorat.

Du kan læse mere om Kvinder i Fodbold her – og se den nye kampagnevideo her: