Flere BSF-piger skal spille sammen med drenge

0
176
I weekendens spillede BSFs U13-piger med i et 9v9 stævne mod både pigehold og drengehold fra Hillerød, LSF, Brøndby & Malmø. Foto fra BSFs facebookside

Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) har det sidste års tid lavet forsøg med fælles pige-drenge træning og med træningskampe mod drengehold. Nu bliver der endnu flere tiltag med blandet træning og kampe. Erfaringerne er nemlig rigtig gode, i følge klubbens Head of Coaching

”Vi gør det her af flere forskellige grunde. Dels fordi vi mener, at vi kan være med til at udvikle og presse vores dygtige piger endnu mere, og dels fordi vi også oplever, at vi får en masse ud af det for drengene i træningerne”.

Sådan fortæller Head of Coaching i Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), Kenneth Nielsen, til klubbens hjemmeside.

Anledningen er, at klubben det sidste års tid har lavet forsøg med at lade piger træne sammen med drenge. Det er gået så godt, at der nu kommer endnu mere af samme skuffe.

BSF har hidtil haft en række piger, som løbende har trænet med på drengeholdene, og både U13, U14 og U16 har spillet en række træningskampe mod forskellige drengehold.

Fremover vil der fast en gang om ugen træne 3-4 drenge med hos U13-pigerne, og det samme tiltag sættes i gang hos U14-pigerne.

“Vi mener, at vi kan være med til at udvikle og presse vores dygtige piger endnu mere”

Spiller mod drengehold i vinterturnering

Henover vinteren spiller U14-pigerne med i U13-vinterbold på drengesiden, og i foråret vil de bedste U14-piger udelukkende spille med i en matchende drengerække.

U13-pigerne vil fortsat spille en række 8v8 og 9v9 træningskampe mod stærke drengehold, ligesom de i foråret vil spille med i både U13 og U14-pigeligaerne.

U16-pigerne er ligeledes med i drengerækker henover vinterpausen, og der er også lagt et par træningskampe ind for både U16 og U19 mod drengehold de kommende måneder.

Fremragende kampe mod drengehold

Efter nytår vil der desuden være en håndfuld ”mix-træningskampe”, hvor BSF stiller op med en blanding af piger og et par af klubbens dygtige drenge, til træningskampe mod forskellige passende modstandere i området.

”Vi opjusterer lidt efter nytår, og kommer også til via en nyansat ungdomsudviklingstræner at have yderligere fokus på spillernes individuelle udvikling. Vi har på alle niveauer haft nogle fremragende kampe med og mod drengehold, og ser at det er den rette vej at gå nu her for vores dygtige og talentfulde piger,” siger Kenneth Nielsen til klubbens hjemmeside.

LÆS OGSÅ:

FCK starter fælles fodboldhold for piger og drenge