Sofie Junge Pedersen hædres med prisen “The Guardian Footballer of the Year” fordi hun bruger sin stemme i kampen for klima og menneskerettigheder
Sofie Junge Pedersen, der spiller i Inter i Italien, er årets fodboldspiller i verden i 2024. Det mener den britiske avis The Guardian, som hædrer Sofie Junge med prisen “The Guardian Footballer of the Year”. Begrundelsen er Sofie Junges engagement i kampen mod klimaforandringer og for menneskerettigheder.
Sofie Junge var en af de spillere, der i oktober tog initiativ til et protestbrev fra kvindelige spillere over fodboldforbundet FIFAs engagement med et olieselskab fra det kvinderundertrykkende Saudi Arabien. Sidste år var Sofie Junge også medinitiativtager til, at spillere ved VM i Australien og New Zealand gav klimaorganisationer. Formålet var at udligne klimaaftrykket for de mange flyrejser i forbindelse med VM.
“Det driver mig virkelig. Vi har et ansvar for i det mindste at prøve at gøre en lille smule for andre mennesker,” siger Sofie Junge i et interview med The Guardian, i følge Ritzau.
“The Guardian Footballer of the Year” gives til en spiller, der har “gjort noget virkelig bemærkelsesværdigt, hvad enten det er ved at overvinde modgang, hjælpe andre eller sætte et sportsligt eksempel ved at handle med ekstraordinær ærlighed”.
I 2021 fik Simon Kjær prisen. Dengang var anledningen Simon Kjærs måde at agere på i forbindelse med Christian Eriksens hjertestop under EM.
LÆS OGSÅ: