HB Køge havde med 580 tilskuere det største gennemsnitlige tilskuertal i efterårets grundspil i Gjensidige Kvindeliga. “Det er vi stolte af,” lyder det fra HB Køge
Grundspillet i Gjensidige Kvindeliga var ikke prangende for HB Køge, som sluttede på 5. pladsen. Men de 3-dobbelte mestre fra Køge kan glæde sig over at toppe en anden liste. HB Køge er nemlig det hold i ligaen, som har trukket allerflest tilskuere til sine hjemmekampe.
I gennemsnit havde HB Køge 580 tilskuere til kampene på Capelli Sport Stadion i grundspillet. Det er markant over gennemsnittet for ligaen, som var på 363 tilskuere, hvilket var en tilbagegang i forhold til de to foregående sæsoners grundspil. Læs mere her
HB Køge kan også glæde sig over at have lagt græs til den ligakamp, som blev set af flest tilskuere i efteråret. Det var kampen mellem HB Køge og Brøndby IF Women, der blev spillet 12. november. Den kamp trak 1017 tilskuere til Capelli Sport Stadion.
Har bygget stærke relationer
HB Køge er stolte af det høje tilskuertal, fastslår kommunikationschef Anders Ebbesen:
”Vi er glade og taknemmelige for, at vi trods et resultatmæssigt skuffende efterår stadig oplever så stor opbakning fra lokalområdet, vores samarbejdspartnere og fans. Det tolker vi som et tegn på, at vi efterhånden har fået bygget nogle stærke relationer op med dem alle,” siger Anders Ebbesen til FODBOLD FOR PIGER.
”Vi er glade og taknemmelige for, at vi trods et resultatmæssigt skuffende efterår stadig oplever så stor opbakning fra lokalområdet”
Næstflest i Odense
Oprykkerne fra OB Q havde det næsthøjeste tilskuertal. OB skriver på facebookside, at det gennemsnitlige tilskuertal på Nature Energy Park i Odense ligger på 456 tilskuere.
Hvad det gennemsnitlige tilskuertal er for de øvrige hold, har FODBOLD FOR PIGER ikke overblik over. Kvindedivisionsforeningen ønsker kun at oplyse det samlede gennemsnit for ligaen, som altså er på 363 tilskuere, hvilket er 43 færre end i sidste sæsons grundspil.
LÆS OGSÅ: