Kære DBU: at gøre det biologiske køn irrelevant er en hån mod piger og kvinder

0
861
Debatindlæggets medunderskrivere: Fra øverste venstre; Mille Sørensen, Fayna Stella Sørensen, Sarah Crone, Malene Vendelbo, Kurt Bagge-Hansen og Gert Sørensen.

DEBAT | DBU viser med sine argumenter i debatten om nye inklusionsregler, at man ikke bekymrer sig om pigers og kvinders vilkår, medmindre de har elitepotentiale. Det skriver Mille Sørensen og fem medunderskrivere i denne kommentar til DBU i inklusionsdebatten

Af Mille Sørensen, Fayna Stella Sørensen, Sarah Crone, Malene Vendelbo, Kurt Bagge-Hansen og Gert Sørensen

De 4 regioner i DBU Jylland har nu stemt om bestyrelsens forslag om at ophæve skellet af biologisk køn i breddefodbold: 141 for, 149 imod. Den endelige afstemning sker på delegeretmødet i januar.

Der er rigtig mange situationer, hvor det at identificere sig som det modsatte køn ikke spiller nogen rolle. For eksempel påvirker det hverken servicen eller ekspertisen hvis ens frisør identificerer sig anderledes end deres biologiske køn.

Men det biologiske køn spiller en rolle i alle de situationer, hvor den kropslige forskel mellem mandekønnet og kvindekønnet kommer i spil.

Et af de steder den gør det, er i fodbold.

Hvis det biologiske køn ikke spiller nogen rolle, hvorfor har vi så en herrerække og kvinderække i første omgang? Hvis det biologiske køn er irrelevant, hvorfor har vi så ikke bare én stor mixpulje?

DBU og arbejdsgruppen har valgt ikke at spørge de over 75.000 piger og kvinder som spiller under DBU, ”Er du OK med at spille med, eller mod, en biologisk dreng eller mand?”

Ikke fordi det ville være besværligt eller dyrt – men fordi man ikke var interesseret i svaret… Hvorfor mon?

Det bliver endnu mere absurd, når man læser at 75% af medlemmerne i DBU er mænd. Dvs. det er primært mænd, der kommer til at stemme ved delegeretmøderne om en ændring, der i størst grad påvirker piger og kvinder – uden at man så har spurgt pigerne og kvinderne først.

det er primært mænd, der kommer til at stemme ved delegeretmøderne om en ændring, der i størst grad påvirker piger og kvinder

Vi har en beskyttet pige- og kvinderække, fordi vi ved, at det er sådan vi tiltrækker flest piger og kvinder. Hvis man vil have piger og kvinder med i fodbolden, må man gøre det på deres vilkår og det forudsætter, at man anerkender og respekterer pigers og kvinders fysik. Det gør DBU ikke, når de foreslår at ophæve skellet mellem de biologiske køn.

DBU vil i stedet overgå til selvidentifikation. Det står sort på hvidt i anbefalingerne på side 13.

DBU og deres støtter har en idé om, at transkønnede og nonbinære, er af så lille fysisk størrelse, at de ikke kan gøre nogen fortræd.

På RadioIIII udtalte Carsten Friis Overby (udviklings- og foreningskonsulent i DGI) at der jo ikke er tale om ”hærdebrede, 2 meter høje mænd, hugget i granit”.

Men hvordan kan DBU og Carsten Friis Overby forudsige hvilke kroppe det er, der kommer til at løbe ind på pigernes og kvindernes banehalvdel? Der er jo ingen afgrænsninger i anbefalingerne? Begrebet nonbinær er jo af natur en definition i elastikmål?

Hvem vil have myndighed til at drage tvivl om nogens berettigelse i kvinderækken, når DBU selv skriver: ”Enhver person ved bedst selv, hvor man hører til, og hvordan man identificerer sig”.

Vil DBU da forbyde en eventuel 2 meter høj biologisk ”granitmand” som identificerer sig som kvinde eller nonbinær, og som ikke ønsker hormonbehandling, når nu denne selv bedst ved, at denne hører til hos pigerne/kvinderne? Ville det ikke være diskrimination, når nu de 1,5 meter høje biologiske ”fjermænd” må?

Carsten F. Overby byder heller ikke debatten velkommen, fordi det ”giver frit slag af transfobi af værste skuffe”.

Til det vil vi gerne understrege; at advokere for hensynet til piger og kvinder er ikke transfobi.

Det er ikke en demokratisk debat værdig at afskrive hensynet til piger og kvinder som et udtryk for transfobi.

Det er ikke en demokratisk debat værdig at afskrive hensynet til piger og kvinder som et udtryk for transfobi

Karakteranklagerne er dog interessante, fordi de bekræfter vores bekymring for, hvordan det vil være for de piger eller kvinder som en dag skal spille med eller mod en biologisk dreng/mand, og som ikke synes det er fedt.

Vil man stemple disse som den lokale transfob?

Vil man affeje deres mening og oplevelser som spøgelser?

Er lokalklubberne tjent med et miljø, hvor debatten kvæles ved intimidering af dem, der stiller sig frem?

DBU mener, at fordi det bare er breddefodbold, og ikke elite, så går det nok. Må vi minde om, at breddefodbold faktisk er dér størstedelen af det danske fodboldspil foregår – deraf ”bredde” – og dér, hvor flest piger og kvinder vil blive påvirket.

DBU siger det kun drejer sig om et fåtal af spillere – hmm… kender DBU ikke til turneringstrukturen? Intet hold lever isoleret: Man spiller en masse kampe, mod en masse andre hold, hvor der er masser af andre piger og kvinder. Alle disse bliver påvirket, så snart én biologisk mandekrop indtræder i kvinderækken, forbi man nu tvinger hele puljen til at benchmarke op mod mandekroppens performance: Piger og kvinder skal nu ikke længere sigte efter at gøre det bedste deres kvindekrop kan præstere, men efter det bedste en mandekrop kan præstere. Det er ikke rimelige eller lige vilkår.

At skabe et selvstændigt rum for kvindekroppens udfoldelse, forudsætter af natur en eksklusion af mandekroppen. Der kan jo også være homoseksuelle mænd, som ikke synes herrerækken er særlig rummelig eller som har det bedre i kvindernes selskab, men dem lader vi jo heller ikke spille med i kvinderækken af den grund.

Summa summarum af DBU’s argumenter er, at man ikke bekymrer sig om pigers og kvinders vilkår, medmindre de har elitepotentiale.

Hvorfor skal middelmådige piger og kvinder straffes for at være middelmådige?

Alle skal kunne spille fodbold, så hvorfor fokuserer DBU ikke på at udbrede Jyllandsmodellen, hvor drenge- og herrerækken faktisk er en åben række, hvor alle kan spille med? Kunne man ikke lige så vel arbejde for rummelighed her?

Indtil da, er det en gratis omgang at formane og stemme for inklusion af biologiske drenge og mænd i kvinderækken, når man ikke selv skal lægge krop til.

Medunderskrivere:

Debatindlægget er alene udtryk for vores egne holdninger og vi udtaler os ikke på vegne af vores respektive klubber

Mille Sørensen, holdansvarlig for kvindeholdet i Frederiksberg Fritids-Fodboldentusiaster

Fayna Stella Sørensen, bestyrelsesmedlem samt kvindeseniortræner og -spiller i Havdrup Fodbold

Sarah Crone, mor til to piger i U8 og U12 og træner gennem 4 år for U12 piger under DBU København

Malene Vendelbo, mor til to piger i U9 og U12 og holdleder hos U9 piger i Sønderris SK, Esbjerg

Kurt Bagge-Hansen, tidligere DBU bestyrelsesmedlem, tidligere formand for DBU Sjælland og dets dameudvalg, tidligere næstformand i DBU København, tidligere medlem af DBU’s kvindeudvalg og DBU Københavns pigearbejdsgruppe, og tidligere pigetræner i Hjorten Fodbold, Skovshoved Idrætsforening og Jægersborg Boldklub.

Gert Sørensen, sportschef for kvindesenior i BSF, tidligere talentchef i BSF og tidligere træner for både elite- og breddepige hold samt kvindeseniorhold i BSF, tidligere træner for drenge- og herresenior hold i Ballerup IF, tidligere formand i Ballerup IF.

LÆS OGSÅ:

Hallo DBU: I glemte noget, da I besluttede at tillade drenge og mænd i pige- og kvindefodbolden

DBUs direktør svarer på kritik af nye inklusionsregler: “Alle skal føle sig velkomne i fodbold”