John Bæksted stopper som sportsdirektør i OBs kvindeafdeling. Det sker af økonomiske grunde, meddeler klubben
John Bæksted, der har været sportsdirektør i OB’s kvindeafdeling, siden klubben lancerede kvindefodbold i sommeren 2023 ved at overtage Odense Q, stopper.
Det sker for at tilpasse økonomien “til de indtægter der for nuværende er i fynsk kvindefodbold,” som klubben skriver på sin hjemmeside.
Bestyrelsesformand i OB’s kvindeafdeling, Carsten Krag Eriksen, lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning:
“Det er jo John og et par stykker mere, der har startet klubben, og det var ham, der fik mig interesseret i det her projekt, og derfor har jeg lidt følelser for, at John skal stoppe. Han har været sat i en ny og anderledes situation, og han har gjort, hvad han kunne, og derfor skal han have en stor tak for sin indsats. John har været en stor del af klubbens DNA og rygrad, og han er vellidt blandt alle, så vi håber stadig, at han kan se sig selv i en rolle i klubben i fremtiden,” siger Carsten Krag Eriksen.
“Det er jo John og et par stykker mere, der har startet klubben”
Set up skal gentænkes
Nu skal hele set uppet for ledelsen af kvindeafdelingen gentænkes:
“Nu skal vi have fundet et nyt setup for den fremtidige ledelse af OB’s kvindehold, så vi kan få nogle nye kræfter indover, og få tænkt et andet setup omkring kvindefodbold end med herrerne. Man kan ikke bare kopiere alle koncepter fra herrefodbolden. Så vi skal have lagt en ny strategi, så vi har et fuldstændigt køreklart koncept til sommer. Heldigvis har vi allerede nogle gode folk omkring klubben, som også trækker en del i forhold til licensansøgning med mere,” siger Carsten Krag Eriksen.
Stolt over sportslige resultater – og “megaærgerlig” over at skulle stoppe
John Bæksted er “megaærgerlig” over at skulle stoppe men også “megastolt” over de sportslige resultater, som klubben har nået. OB vandt 1. division og kvalifikationsturneringen første år og sluttede grundspillet i Gjensidige Kvindeliga på 4. pladsen:
“Sportsligt har vi opnået alle de målsætninger, der blev meldt ud. Vi har virkelig nået et højt niveau og fået dyrket interessen for fynsk kvindefodbold. Jeg er stolt over, at jeg har været med til at levere et topsalg i Danmark i forhold til Kelsey Hill, vi har netop opnået det næsthøjeste tilskuertal i Danmark, og vi har dermed fået skabt et fundament for fremtiden, som andre kræfter nu kan køre videre med,” siger John Bæksted.
Sportsdirektøren stopper som udgangspunkt i OB ved udgangen af februar og skal i den kommende tid være med til at sikre en god overlevering til en fremtidig ledelse, hedder det i pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ:
OB-assistent: “Nu ved vi, hvad det kræver at spille i kvindeligaen”