Tilskuertallet tog et dyk i Gjensidige Kvindeliga

0
903
Oprykkerne fra OB Q har haft det næsthøjeste tilskuergennemsnit på 456 i grundspillet. Foto: OB

I gennemsnit var der 363 tilskuere til kampene i efterårets grundspil i Gjensidige Kvindeliga. Det er et fald i forhold til grundspillet i de to foregående sæsoner, og det er langt fra målsætningen om 550 tilskuere pr. kamp

Mens der blev sat tilskuerrekorder i 1. og 2. division, takket være FC Midtjylland og FC Københavns nye kvindehold, så tog tilskuertallet i efteråret 2024 et dyk i landets bedste række, Gjensidige Kvindeliga.

363 tilskuere var der i gennemsnit til kampene i efterårets grundspil. Det er 43 færre end i sidste sæsons grundspil, hvor der var 406 tilskuere i gennemsnit, og det er en smule under tilskuertallet i forrige sæson. Her var der 372 i snit til kampene.

Gennemsnitstallet, som FODBOLD FOR PIGER har fået oplyst fra Kvindedivisionsforeningen, ligger desuden et pænt stykke fra målsætningen. Den lyder på 550 tilskuere pr. kamp i 2024 og blev fastlagt for fem år siden.

Der er dog kampe, der ligger langt over denne målsætning. Den kamp, der var flest tilskuere til, var kampen HB Køge-Brøndby IF Women den 10. november. Den kamp trak 1017 tilskuere til Capelli Sport Stadion i Køge.

LÆS OGSÅ: HB Køge trækker flest tilskuere til Gjensidige Kvindeliga

Skal undersøges nærmere

Om tilskuertallet på 363 skriver Christian Elbrønd Krabbenhøft, administrationschef i Kvindedivisionsforeningen, i en mail til FODBOLD FOR PIGER:

“Det er desværre en lille tilbagegang. Dog er det første gang i mange år at tallet er dalende. Alle de år, hvor jeg har tal fra (2019-2020) har tilskuertallet været stigende. Det er naturligvis noget, der skal undersøges nærmere og også arbejdes på at få hævet og tilbage i en positiv retning. Ifht. målsætningen betyder det naturligvis, at en del klubber ligger lavere end de har gjort tidligere,” skriver han – og fortsætter:

“På den positive side har vi fået nogle hold op i B.93 og OB som både har nogle fine tal ift. at de er oprykkere og som også har haft nogle rigtig gode tiltag ift. tiltrækning af tilskuere”.

Ingen tal for Kvindeliga.live

Kvindedivisionsforeningen ønsker ikke oplyse tilskuertal for de enkelte klubber, men HB Køge bekræfter over for FODBOLD FOR PIGER, at de med 580 tilskuere i gennemsnit topper listen. Nummer to er OB Q med 456 tilskuere.

Hvor mange der har set kampene via Kvindedivisionsforeningens nye streamingløsning Kvindeliga.live er uvist. Kvindedivisionsforeningen ønsker ikke at oplyse, hvor mange abonnementer, der er solgt til denne tv-løsning, som har erstattet samarbejdet med Viaplay.

Rekorder i 1. og 2. division

I 1. division satte FC Midtjylland rekord i oktober, da holdet spillede sin første kamp på MCH Arena. Kampen mod ASA Aarhus blev overværet af 2489 tilskuere.

Endnu større var rekorden i 2. division – og i dansk kvindefodbold i det hele taget – da FC København spillede sin første hjemmekamp den 17. august. Den kamp trak hele 5.165 tilskuere til Vanløse Idrætspark.

LÆS OGSÅ:

HB Køge trækker flest tilskuere til Gjensidige Kvindeliga