FC Midtjylland-sportschef: Vi skal skrue op for niveauet

0
288
Foto: Susan de Klerk / FC Midtjylland

FC Midtjylland har et klart mål med forårets kvalifikationsspil: Klubben skal sikre sig oprykning til Gjensidige Kvindeliga. Det kræver, at holdet spiller på et højere niveau end i efteråret, siger sportschef Anders Madsen

Med 12 sejre i 14 kampe havde FC Midtjylland et næsten perfekt efterår, hvor midtjydernes nye kvindehold blev en sikker vinder af 1. division.

Men selv om FC Midtjylland dermed indfriede målsætningen om en plads i forårets kvalifikationsspil, så tror sportschef Anders Madsen, at holdet vil kunne spille endnu bedre i kvalifikationsspillet, end de gjorde i 1. division.

“Vi har sagt siden den første dag med FC Midtjylland Kvindefodbold, at vi vil rykke op i den første sæson. Det mål har ikke ændret sig, og nu bliver modstandernes niveau skruet en anelse op, hvilket også kræver, at vi skruer en anelse for op for niveauet, og det tror jeg på, at vi kan gøre,” siger Anders Madsen til FC Midtjyllands hjemmeside.

“Vi har sagt siden den første dag med FC Midtjylland Kvindefodbold, at vi vil rykke op i den første sæson”

Nye modstandere

Kvalifikationsspillet består af seks hold – de fire bedst placerede fra 1. division og de to dårligst placerede fra grundspillet i Gjensidige Kvindeliga. Det betyder, at FC Midtjylland nu skal prøve kræfter med to hold, Kolding IF og B.93, der i efteråret spillede i landets bedste række – dér, hvor FC Midtjylland gerne vil gøre sig gældende.

“Vi kender de tre øvrige hold fra 1. division, og det er kompetente modstandere, der har spillet tætte kampe mod os, og derfor ser vi på dem med stor respekt. Dertil kommer Kolding IF, som er en traditionsklub i dansk kvindefodbold, mens B.93 i lang tid var over stregen i Gjensidige Kvindeliga, og derfor ser vi meget frem til at møde dem, da det er nogle dygtige hold,” siger Anders Madsen.

FC Midtjylland spiller sin første kamp i kvalifikationsspillet den 22. marts på hjemmebane mod FC Thy-ThistedQ.

LÆS OGSÅ:

Amalie Lund skifter fra Varde IF til FC Midtjylland