B.93 og det nye FC København-hold mødte i weekenden hinanden for første gang i en træningskamp. B.93 vandt 1-0
Der var ikke andet på spil end æren, men den kan jo også være vigtig nok, og derfor var det en spændende træningskamp, som i weekenden fandt sted på Svanemølleanlægget på Østerbro i København
Det var nemlig første gang, at B.93 og FC Københavns nye kvindehold mødte hinanden i det, som B.93 kalder et “Østerbro-derby”. Og sejren gik til hjemmeholdet.
To minutter før pausen gjorde B.93s Julia Hjørlunde det til 1-0. Den scoring holdt resten kampen, og dermed kunne ‘Byens Ægte Hold’ – som B.93 drillende kalder sig med reference til FCKs ‘Byens Hold’ – fejre sejren i det første kvindelige Østerbro-derby.
“Der er ikke en finger at sætte på dagens indsats på banen. De ting, vi arbejder på, på træningsbanen kom til udtryk i dagens kamp. Erobringsspillet fungerede især godt i dag, hvilket resulterede i at modstanderen ikke blev særlig farlige,” siger B.93s træner Christian Falk til klubbens hjemmeside.
B.93 skal til foråret spille kvalifikation om pladser i Gjensidige Kvindeliga eller 1. division, mens FC København skal spille om oprykning til 1. division. Der er derfor en vis chance for, at de to hold til efteråret mødes i nye Østerbro-derbys i 1. division.
LÆS OGSÅ: