
Parken Sport & Entertainment indgår historisk sponsoraftale med energikoncernen Andel. FCK-direktør forudser, at klubben får det største sponsorbudget i kvindeligaen
FC København har landet endnu en stor sponsoraftale for sit nye kvindehold. Det er den store danske energikoncern Andel, som bliver den første hovedsponsor for kvindeholdet.
Dermed kommer Andel-navnet de næste fem år til at pryde trøjerne hos FC Københavns kvinder, der til foråret skal spille om oprykning til 1. division og som arbejder på at blive tophold i kvindeligaen fra 2026.
“Det er historisk, at vi nu har den første hovedsponsor til kvindeholdet,” siger Jacob Lauesen, administrerende direktør for Parken Sport & Entertainment, der ejer FC København, til Berlingske.
I forvejen har FCK indgået store sponsor- og partneraftaler for kvindeholdet med Adidas, Carlsberg, kaffeproducenten Lavazza og tøjmærket Planet Nusa.
“Jeg kan kun forestille mig, at vi vil få det største sponsorbudget i den danske kvindeliga. Alt andet ville undre mig meget,” siger Jacob Lauesen til Berlingske.
“Jeg kan kun forestille mig, at vi vil få det største sponsorbudget i den danske kvindeliga”
Solceller skal oplyse Parken
Samtidig med hovedsponsoraftalen har Andel indgået et energipartnerskab med Parken Sport & Entertainment. Partnerskabet betyder, at der skal gennemføres en omfattende energirenovering og laves nye grønne løsninger i Parken i løbet af de næste fem år. Blandt andet skal Parken lyses og varmes op med strøm fra en solcellepark på Sjælland.
“Vores mål er at gøre Danmark nationalstadion til et fyrtårn for grøn omstilling,” siger topchef i Andel, Jesper Hjulmand, i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: