FCN slog endnu et svensk tophold

0
324
Foto: FC Nordsjælland

FC Nordsjælland har testet formen mod to af Sveriges stærkeste hold og vundet begge kampe. Søndag blev det til en sejr mod BK Häcken med de to tidligere FCN-profiler Emilie Byrnak og Johanna Fossdalsa i startopstillingen

For lidt over en uge siden vandt FC Nordsjælland 1-0 over de svenske mestre fra FC Rosengård, og søndag fik FCN endnu en gang fuldt udbytte af en træningskamp mod et svensk tophold.

Denne gang var det BK Häcken fra Gøteborg, det gik ud over. FC Nordsjælland vandt 2-1 – begge mål scoret af Anna Walter.

“Søndag spillede vi med en rigtig fin attitude – også selvom præstationen måske ikke var den bedste. Der var lidt frustrationer i løbet af kampen, Men det er præcis derfor, at de træningskampe, vi spiller i vores pres season, er så vigtige. Og hvis vi kan komme afsted med et resultat i en kamp, hvor vi ikke præsterer på det niveau, jeg ved vi kan, mod et så godt hold som BK Häcken, så synes jeg alt andet lige, at det er positivt,” siger cheftræner Chris Sargeant til klubbens hjemmeside.

Mødte tidligere FCN-profiler

De to tidligere FCN-spillere Emilie Byrnak og Johanna Fossdalsa i startopstillingen hos BK Häcken. Hos FC Nordsjælland var der igen mange akademispillere, der fik chancen.

“I kampen mod Rosengård slutter vi af med 10 akademispillere på banen – og igen søndag slutter vi af med rigtig mange spillere på banen fra vores akademi. Og det siger jo meget om FC Nordsjælland – vi er ikke bange for at give vores unge spillere chancen, for vi ved, hvor dygtige de er,” siger Chris Sargeant.

Træningslejr i Spanien

FC Nordsjælland er nu taget til Spanien, hvor der venter fem dagens træningslejr. Her skal holdet spille en træningskamp mod Gotham FC fra National Womens Soccer League i USA.

“Så vi møder et tophold fra en topliga, hvilket er præcis det, vi ønsker. Vi skal have alt ud af de her træningskampe i vores pre season – og blive udfordret på forskellige områder. Det hjælper os med vores udvikling og den proces og det fremskridt, som vi skal have i løbet af pre season. Så det bliver endnu en god udfordring,” siger cheftræneren.

Sejren over BK Häcken var den tredje sejr i tre træningskampe for FC Nordsjælland.