Kvindelandsholdet kan rykke ind i Parken

0
366
20.000 tilskuere var i Parken, da kvindelandsholdet 24. juni 2022, som opvarmning til EM i England, spillede en venskabskamp mod Brasilien. Her hilser spillerne på de mange fans efter kampen. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Ny aftale mellem DBU og Parkens ejer FC København åbner op for, at kvindelandsholdet kan spille kampe i Parken

Den 24. juni 2022 spillede kvindelandsholdet en venskabskamp i Parken mod Brasilien, som blev overværet af 20.000 tilskuere og som Danmark vandt 2-1.

Siden er det ikke blevet til flere kampe i Parken for kvinderne, som før og efter Brasilien-kampen har spillet de fleste af hjemmekampe på Viborg Stadion. Men nu er der langt om længe udsigt til flere kvindelandskampe i Parken.

DBU og FC København, der ejer Parken, har indgået en ny aftale om landskampe, og som noget nyt åbnes der op for, at også kvindelandsholdet kan spille i nationalarenaen.

“Parken som Herrelandsholdets hjemmebane står som et ikon i danskernes bevidsthed. Der har været adskillige uforglemmelige oplevelser gennem årene, og det fortsætter i de her år med udsolgte kampe næsten hver gang. Samtidig er vi meget glade for, at Herrelandsholdet med aftalen også kan komme ud og vise sig frem i resten af landet, og at Kvindelandsholdet også kan få mulighed for at spille i Parken,” siger DBUs adm. direktør Erik Brøgger Rasmussen til DBUs hjemmeside.

Hos F.C. København glæder CEO Jacob Lauesen sig også over aftalen, der løber frem til 2028:

“Vi er glade for at fortsætte den stærke tradition med landskampe i Parken, og vi er stolte over, at vi for første gang nogensinde også har Kvindelandsholdet med i aftalen. Samtidig er vi meget tilfredse med, at vi og DBU har fundet en model, der tager højde for den fremtidige udvikling af Parken og samtidig sikrer, at de nye loungefaciliteter kommer til at spille en central rolle i vores samarbejde,” siger Jacob Lauesen til dbu.dk.

De to parter er samtidig enige om, at Parken skal være en del af det dansk-svenske bud på EM i fodbold for kvinder i 2029.

TIDLIGERE ARTIKLER:

DBU-direktør: Kvindelandsholdet skal vinde nogle kampe, før de kommer til Parken