
Med ‘Fodbolddanmark rundt’ inviterer Kvinder i Fodbold til fire spændende events i forbindelse med fire kampe i forårets medaljeslutspil
Den nye forening ‘Kvinder i Fodbold’ rykker nu ud i landet. Foreningen, der vil styrke kvinders muligheder og position i fodboldverden, tager på fodboldturné og arrangerer fire events i Hjørring, Køge, Odense og Aarhus i forbindelse med forårets kampe i slutspillet.
“Fodbolddanmark rundt er et initiativ, der hylder kvinder i fodbold og sætter fokus på deres plads i sporten. Gennem fire unikke events hos udvalgte Kvindeligaklubber fejrer vi spillet, fællesskabet og udviklingen af fodbold for piger og kvinder,” lyder det fra Kvinder i Fodbold.
“Vi fejrer spillet, fællesskabet og udviklingen af fodbold for piger og kvinder”
Første event i Hjørring
Første gang bliver lørdag den 22. marts i forbindelse med kampen mellem Fortuna Hjørring og Brøndby IF Women i Hjørring. Her holder Kvinder i Fodbold en event med oplæg og samtaler fra klokken 11-15, hvorefter deltagerne skal se kampen på Nord Energi Arena.
“Vi inviterer nogle af landets mest inspirerende personligheder til at dele deres værdifulde viden, erfaringer og perspektiver. Gennem engagerende samtaler og oplæg får du et helt unikt indblik i fodboldens mange muligheder og barrierer,” fortæller Kvinder i Fodbold.
De tre andre events finder sted søndag den 27. april i Køge, søndag den 11. maj i Odense og søndag den 8. juni i Aarhus.
Du kan læse med på Kvinder i Fodbolds hjemmeside her
LÆS OGSÅ:
’Kvinder i Fodbold’ drømmer om 10.000 medlemmer: ”Vi vil skabe forandring”