Pingo er vild med at være træner: “Det allerbedste er at opleve, når mine spillere lykkes”

0
247
Ida Pingo Ravn Simonsen er træner i Team Viborg/Viborg FF.

NY SERIE: TRÆNEREN | På FODBOLD FOR PIGER kan du i kommende tid møde nogle af de piger og kvinder, som har valgt at gå trænervejen: I dag: Ida Pingo Ravn Simonsen, 22 år, der er træner i Team Viborg/Viborg FF

Mænd dominerer på trænerbænkene i dansk fodbold, men billedet er ved at ændre sig, selv om det går langsomt. FODBOLD FOR PIGER vil i den kommende tid portrættere nogle af de nye kvindelige trænere, så endnu flere kan inspireres til at gå trænervejen.

Her kan du møde den første træner i vores nye serie: Ida Pingo Ravn Simonsen, 22 år, der er træner i Team Viborg/Viborg FF.

Pingo har C-licens og er ansvarlig og træner for U10 + U11 årgangen til +træning i Team Viborg/Viborg FF – +træning er ekstra træning for piger der spiller i en af Viborg FF’s samarbejdsklubber. Her er hendes fokusområde teknisk træning.

“Jeg har en C-licens, påbegynder talent-id i foråret 2025 og derudover er jeg ofte på kursus og seminarer for at udvide min viden. En af mine spidskompetencer er teknisktræning så anvender futsal som supplement til mine træninger og er derfor i gang med at opnå B-licensen indenfor futsal,” fortæller hun.

“Jeg startede til fodbold som 6-årige og er stadig aktiv spiller, da jeg er opvokset med forældre, som er frivillige og selv har oplevet hvor stor værdi frivillighed har i vores samfund. Derfor var det naturligt for mig at hjælpe til i min egen fodboldklub og som 14-årig blev jeg fast træner for et hold”.

Hvorfor har du valgt at blive træner?

“Fodbold er min store interesse. Jeg følger med i alt fra græsfodbold til teqball. Først og fremmest vil jeg gerne give al glæden, jeg oplever ved at spille fodbold, videre til andre, og fordi jeg er en ung kvinde i en mandsdomineret branche vil jeg ændre normen for, hvem en fodboldtræner er og skabe en større bevågenhed på kvindelige trænere”.

Hvad er det bedste ved at være træner

“Udover at vinde fodboldkampe er det at opleve en udvikling hos spillerne, både sportslig og personligt. Det betyder også en del for mig at være med til at motivere andre til at blive fodboldtræner, at især yngre piger kan se, at uanset hvem du er eller hvad du kommer fra, så kan du være noget for andre”.

“Det betyder en del for mig at være med til at motivere andre til at blive fodboldtræner,” siger Ida Pingo Ravn Simonsen.

Hvad kræver det at være en god træner?

Det kræver, at man som træner får skabt et trygt træningsmiljø. fordi spillere, der trives, præsterer bedre. Det er udviklingen af den enkelte spiller og holdet som helhed, som er vigtigt for at skabe de gode resultater.

Jeg synes, det er vigtigt have en vis struktur og være en reflekteret træner for at udvikle spillerens færdigheder og give dem en god taktisk forståelse, så de kan tage deres egne beslutninger på banen”.

Din bedste/fedeste oplevelse som træner?

“Det er altid godt at vinde kampe, turneringer og stævner, men når jeg har analyseret mig frem til hvilke taktiske tiltag, vi skal have etableret og mine overvejelser viser sig at lykkes, det er dejligt. For mig er det også meningsfuldt at bidrage til et fællesskab samt være med til at skabe glæde hos andre mennesker. Det at opleve mine spillere lykkes som individer og sammen som hold er dét, der giver de allerbedste oplevelser for mig som træner”.

“For mig er det også meningsfuldt at bidrage til et fællesskab”

Hvad er dine ambitioner som træner?

“Jeg kan se mig selv være i og er nysgerrig på mange forskellige positioner i futsal- og fodboldbranchen. Jeg har gennem et udvekslingsophold været tilknyttet som træner på et collegehold i USA; det var interessant at opleve fodboldkulturen i et andet land, så det vil være spændende mulighed at komme til udlandet igen”.

“Om jeg bliver børnetræner, fodboldunderviser på en efterskole eller kommer til at gå efter at blive futsal-landsholdstræner – det må tiden vise”.

“Om jeg bliver børnetræner, fodboldunderviser på en efterskole eller kommer til at gå efter at blive futsal-landsholdstræner – det må tiden vise, når jeg har færdiggjort mine to studier. Uanset hvad det ender med, vil mine ambitioner altid være at være med til at motivere andre til at gå i gang med trænergeringen, være med til at skabe gode træningsmiljøer og at vise at sporten er for alle”.

Har du et trænerforbillede?

“Jeg har ikke et trænerforbillede, men for tiden følger jeg en del med ved Fabiana Alcala, hun er sundheds- og performancetræner i Akademisk Boldklub.

Jeg ser op til hendes gode personlige egenskaber og hvordan hun arbejder med hendes viden i et fagområde, jeg gerne vil have mere kendskab til”.

Er du også træner og har du lyst til at fortælle andre om dit trænerarbejde og tanker at være træner? Så skriv til redaktion@fodboldforpiger.dk

LÆS OGSÅ:

“Målet må da være, at vi en dag har kvindelige trænere i superligaen”