AGFs kvinder må leve med lidt af hvert. Anfører Sarah Dyrehauge fortæller i podcasten ”Spiller til Spiller” om en grotesk situation, hvor en skoleklasse trænede spydkast på træningsbanen i Vejlby-Risskov, mens spillerne sad rundt om banen
Det lyder som en dårlig vittighed, men det er ikke desto mindre sandt: Mens spillerne på AGFs kvindeligahold sad rundt om deres hjemmebane i Vejlby-Risskov, så kom der en folkeskoleklasse, som begyndte at kaste med spyd som led i en idrætstime.
“Det var godt vejr, så vi sad omkring stadionbanen. Så var der nogle fra en folkeskole, der havde idræt. De startede med at løbe rundt på banen. Det er vi vant til, at de gør, for det var også et atletiksted,« fortæller Sarah Dyrehauge, anfører i AGF, i podcasten ’Spiller til Spiller’, som Spillerforeningen udgiver.
Sarah Dyrehauge fortsætter:
“Så trak læreren et par spyd op af tasken, og så begyndte de at kaste med spyd inde på banen. Det skulle de da også lige øve. Der sad vi og tænkte… hvad er det her? Er det vores hjemmebane, de kaster med spyd på?”.
Stadion renoveres – til herrerne
Historien beskriver de mildt sagt blandede forhold, som AGFs kvinder må leve med til både træning og kamp. Forhold, der er markant anderledes end de forhold, som AGFs superligaherrer bliver budt. Superligaholdet træner på Fredensvang, og her investeres der løbende i at skabe ”et af Skandinaviens mest moderne træningsanlæg”, som det lyder fra AGF.
Kvinderne har måttet spille mange af sine hjemmekampe på stadion i Vejlby-Risskov, som anførerne i kvindeligaen har bedømt som en af ligaens ringeste baner.
Nu er der dog sket noget. I forbindelse med den store ombygning af Ceres Park i Aarhus får AGFs superligahold midlertidig hjemmebane på Vejlby-Risskov Stadion. I den forbindelse har det udskældte stadion fået en tiltrængt overhaling og en lækker ny hybridbane – en renovering til i alt 30 mio. kr.
“Stadionbanen i Vejlby er som forvandlet. Hvor der før lå en dårlig bane, er der med herrernes ankomst blevet anlagt en hybridbane, der umiddelbart passes og plejes efter alle kunstens regler,” skriver Spillerforeningen i en artikel på sin hjemmeside.
“Hvor der før lå en dårlig bane, er der med herrernes ankomst blevet anlagt en hybridbane”
Kvinderne må køre 100 km for at spille hjemmekamp
Noget tyder dog på, at kvinderne ikke får glæde af de nye, lækre stadionforhold i Vejlby-Risskov. I efteråret har AGF-kvinderne måtte spille flere af deres hjemmekampe i Bramdrupdam, der ligger 100 km syd for Aarhus i nærheden af Kolding, og ifølge et internt notat fra Aarhus Kommune, som Aarhus Stiftstidende har fået fat i, så er der risiko for, at de fortsat skal spille i Bramdrupdam – ikke på banen i Vejlby-Risskov.
”Det er ikke os, der afgør det. Men vi håber, vi får lov at spille en del kampe,” siger Sarah Dyrehauge i ”Spiller til Spiller”-podcasten.
![](https://www.fodboldforpiger.dk/wp-content/uploads/2024/05/AGF-BIF-pokalsemifinale-2.jpg)
Banen i Bramdrupdam får den dårligste bedømmelse af anførerne i Gjensidige Kvindeliga, og Sarah Dyrehauge er heller ikke glad for løsningen, selv om hun udtaler sig meget diplomatisk i podcasten:
“Når man skal til Bramdrupdam og spille en hjemmebanekamp føles det som en udebanekamp. Det værste ved at skulle derned er, at banen faktisk ikke er god. Den er nærmest værre end vores egen træningsbane. Det siger lidt,” siger AGF-anføreren -og tilføjer:
»Hvis forholdene var helt perfekte dernede, var det værd at køre for. Men i og med at de ikke er det, så er det lidt… ærgerligt”.
Men så kan kvinderne vel glæde sig til at spille på den nye hybridbane i Vejlby-Risskov Stadion, når superligaherrerne rykker tilbage på Ceres Park?
Næh, faktisk ikke. Ifølge Spillerforeningens artikel skal hybridbanen fjernes, når herrerne rykker tilbage på Ceres Park. I stedet skal der til den tid anlægges en almindelig kunstgræsbane i Vejlby-Risskov.
Det vil dog være et klart løft i forhold til det gamle stadion, som anførerne har givet den dårligste bedømmelse af alle baner i Gjensidige Kvindeliga.
Læs Spillerforeningens artikel her
Lyt til Spillerforeningens podcast her
LÆS OGSÅ: