Kolding IF åbnede kvalifikationsspillet med storsejr

0
380
Fra Kolding IFs facebookside.

U19-landsholdsspilleren Mai Wendicke scorede tre gange, da Kolding IF slog Østerbro IF 5-2 i premieren på kvalifikationsspillet

For nogle uger siden fik hun debut for U19-landsholdet, forleden underskrev hun sin første professionelle kontrakt, og lørdag var hun med et hattrick med til at sende Kolding IF i spidsen for kvalifikationsspillet til Gjensidige Kvindeliga.

18-årige Mai Wendicke scorede tre gange i 5-2 sejren over Østerbro IF, og sejren betyder, at Kolding IF indtager en foreløbig førsteplads i kvalifikationsspillet foran FC Midtjylland, der vandt 2-0 hjemme over FC Thy Thisted Q.

Mai Wendickes hattrick blev grundlagt, da hun scorede til 1-0 efter 22 minutter. Kort efter lavede Østerbro IF selvmål, og 2-0 stillingen holdt til pausen. I 2. halvleg gjorde Cecilie Kristensen det til 3-0 i det 61. minut. 12 minutter senere fik Østerbros Julie Offersen reduceret for hjemmeholdet, men så scorede Mai Wendicke to gange – i det 78. minut og i det 84. minut – og selv om Malou Xenia Thyrrestrup fik scoret for Østerbro i de allersidste minutter, så sluttede det med en sikker sejr på 5-2 til Kolding.

“Vi har fået den sæsonstart, vi håbede og troede på. De positive takter fra træningskampene er blevet videreført og vi står med et udtryk, vi stræber efter. Nu handler det om at tage næste skridt, blive endnu skarpere i den næste kamp og hele tiden hæve barren,” sagde Kolding IFs cheftræner Lasse Skovhøj til klubbens facebookside efter kampen.

Den tredje og sidste kamp i kvalifikationsspillet spilles søndag eftermiddag i Vanløse Idrætspark. Her tager B.93 i mod ASA, Aarhus.

LÆS OGSÅ:

Kolding skriver kontrakt med U19-landsholdsspiller