
OBs forsvarsspiller Emilie Henriksen skal fremover være både spillende assistent- og transitionstræner. Hun har en UEFA A-licens og har været assistent for U19-holdet
OBs Emilie Henriksen, der var med fra start i søndagens kvindeliga-kamp mod FC Nordsjælland, har fået nye og større opgaver i OB. Den 28-årige forsvarsspiller skal fremover være både spiller, assistenttræner og transitionstræner i klubben.
”Det giver rigtig god mening at inddrage Emilie i trænerteamet. Hun har for nylig fået sin UEFA A-licens og har allerede erfaring som assistenttræner for vores U19-hold. Hun er en naturlig leder, og hendes erfaring fra landsholdet, den bedste svenske række og topklubber i Danmark gør hende til en ideel kandidat. Hendes rolle som spillende assistent og transitionstræner vil skabe en vigtig bro mellem ungdoms- og seniorholdet,” siger sportsmanager Peer Lisdorf til klubbens hjemmeside.
Færdig med sin A-licens i januar
Emilie Henriksen siger, at det har været en naturlig beslutning at takke ja til den nye rolle, hvor hun får mulighed for at bygge videre på sin træneruddannelse og praktiske erfaring.
”Jeg blev færdig med min A-licens i januar og har det sidste års tid hjulpet til på U19 som assistenttræner, hvilket har gjort mig sulten på at afprøve trænerdelen i en endnu højere grad. Derfor var det helt naturligt at takke ja til at blive transitionstræner, da jeg forhåbentlig kan bygge videre på min A-licens og få en del praktisk erfaring uden at skulle give afkald på at være spiller samtidigt”.
Skal hjælpe unge talenter
Som transitionstræner får Emilie Henriksen opgaven med at sikre, at talentfulde U19-spillere får den bedst mulige overgang til seniorfodbold.
”Meget af det, transitionspillerne går igennem, har jeg selv prøvet, så forhåbentlig kan jeg guide dem igennem de frustrationer, som kommer med overgangen. De konkurrerer pludselig mod nogen, der er 5-10 år ældre og har væsentligt flere træningstimer bag sig, så det kan godt føles lidt som at løbe hovedet mod en mur, når man er vant til at spille alle U19-kampe,” siger Emilie Henriksen.