Pokalfinalen skal spilles på Lyngby Stadion

0
295
Foto: Lyngby Boldklub

Lyngby Stadion lægger græs til årets finale i Gjensidige Kvindepokalen lørdag den 17. maj. Marie Greve, direktør i Kvindedivisionsforeningen, håber på tilskuerrekord

For første gang siden 2019 skal kvindernes pokalfinale spilles i hovedstadsområdet. DBU offentliggjorde fredag, at årets finale skal spilles på Lyngby Stadion lørdag den 17. maj.

“Finalen i Gjensidige Kvindepokalen er en af årets absolut største kampe i den danske fodboldkalender, og vi tror på en fantastisk kulisse på Lyngby Stadion. Med den stigende interesse for kvindefodbold håber vi på rigtig mange tilskuere, der kan være med til at skabe en festdag, hvor vi ikke bare fejrer pokalfinalen, men også kvindefodboldens fortsatte udvikling i Danmark. Vi håber på en dag med stor passion, intensitet og en fantastisk atmosfære, og det glæder vi os utroligt meget til”, siger Erik Brøgger Rasmussen, administrerende direktør i DBU, til dbu.dk.

Sidst der blev spillet pokalfinale i hovedstadsområdet var på Brøndby Stadion i 2019, hvor der blev sat publikumsrekord, som endnu står. Marie Greve, direktør i Kvindedivisionsforeningen, håber at årets finale vil slå denne seks år gamle rekord.

“Lyngby Stadion passer perfekt til vores pokalfinale; fansene kan komme tæt på spillerne, der er fantastiske faciliteter til både børn og voksne, og så har Lyngby Stadion en størrelse og en placering som gør, at vi håber på historisk mange mennesker på lægterne,” siger hun til dbu.dk

Gjensidige Kvindepokalens næste kampe er semifinalerne, der spilles over to opgør. I første semifinale mødes F.C. København og Fortuna Hjørring, mens Brøndby IF og FC Nordsjælland krydser klinger om den anden plads i pokalfinalen. Semifinalerne afvikles den 29. marts og den 17. april.

LÆS OGSÅ:

Sådan spilles pokalsemifinalerne