
FC København skal prøve kræfter med Danmarks pt. bedste hold efter sejr i pokaldrama over Aalborg Freja. Brøndby vandt tæt kamp mod AGF og skal møde FC Nordsjælland i den anden semifinale
Kvindeligaens tophold Fortuna Hjørring mod 2. divisions puljevinder FC København og sidste års pokalsølvvindere Brøndby mod de forsvarende pokalmestre fra FC Nordsjælland.
Sådan bliver de to semifinaler i Gjensidige Drømmepokalen efter weekendens kvartfinaler, hvor Fortuna Hjørring slog HB Køge, FC København vandt over Aalborg Freja, Brøndby slog AGF og FC Nordsjælland vandt i Varde.
Semifinalerne spilles som dobbeltkampe. Der er endnu ikke sat datoer på kampene.
Kort om weekendens kvartfinaler:
På Capelli Sport Stadion i Køge vandt Fortuna Hjørring 6-3 efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp sluttede 2-2 og der blev ikke scoret i den forlængede spilletid.
I Varde vandt FC Nordsjælland 3-1 over Varde IF. Jaime Quanita Perrault bragte gæsterne foran efter 38 minutter. Tre minutter senere udlignede Eline Lund, men så scorede Josefine Funch to gange for FCN.
I Aarhus vandt Brøndby IF 1-0 på et straffespark efter bare 13 minutter, som Nanna Christiansen tog sig sikkert af.

Størst drama var der i Vanløse Idrætspark, hvor FC København vandt 4-3 over Aalborg Freja. Hjemmeholdet var foran 2-0 på to selvmål af gæsterne, da Aalborg Freja fik reduceret i det 79. minut på et straffespark, som Mathilde Eriksen sendte i kassen.
Fire minutter før tid fik Aalborg Frejas Marie Pedersen udlignet, så kampen måtte i forlænget spilletid. Her bragte Celine Dalsten hurtigt FCK på 3-2, men i det 107. minut fik indskiftede Maria Juelsgård Jensen udlignet, inden Celine Dalsten med bare fire minutter igen blev dobbelt målscorer med scoringen til 4-3, som sender FCK videre til semifinalen.
LÆS OGSÅ:
FCKs kvinder får massiv støtte fra positiv fanklub, der siger nej til had, sexisme og homofobi