FCM slog Kolding IF og overtager førstepladsen i kval-spillet

0
276
FCM-spillerne jubler efter en af de to scoringer mod Kolding Foto: Susan de Klerk

FC Midtjylland fører kvalifikationsspillet efter 2-1 sejr over Kolding IF. “Tre megavigtige point,” siger FCMs finske midtbanespiller Annika Huhta

“Det var tre megavigtige point og det er sindssygt fedt at komme tilbage på sejrssporet”.

Sådan siger FC Midtjyllands finske midtbanespiller Annika Huhta til klubbens hjemmeside, efter at midtjyderne lørdag slog Kolding IF i kvalifikationsspillet til kvindeligaen.

Sejren hjemme i Vildbjerg betyder, at FC Midtjylland overtager førstepladsen fra netop Kolding IF, som forud for lørdagens kamp havde maksimumpoint efter to runder. For en uge siden måtte FC Midtjylland nøjes med 1-1 mod ASA, Aarhus, men nu har midtjyderne syv point og er dermed et point foran Kolding IF.

“Vi spiller for en oprykningsplads, og derfor er det selvfølgelig et godt skridt på vejen, men vi fejrer slet ikke noget endnu. Vi har lang vej endnu, og derfor holder vi fokus i de kommende kampe,” siger Annika Huhta.

Clara Jepsen bragte FCM i front allerede efter syv minutter, og kort før pausefløjtet kunne FCM-topscorer Rikke Dybdahl sende bolden i nettet til 2-0. I anden halvleg fik Kolding IFs Mai Bøge Wendicke reduceret til slutresultatet 2-1.

I rundens øvrige kampe vandt B.93 fredag aften en sikker 4-1 sejr over Østerbor IF, mens ASA, Aarhus lørdag vandt 3-1 over FC Thy – Thisted Q.