Landsholdets assistenttræner: Her er de vigtigste tendenser i kvindefodbold lige nu

0
313
Landsholdet arbejder med markeringsspillet i sin træning, fortæller Johanna Rasmussen. Her ses træner Andree Jeglertz og Katrine Veje under en træning på Viborg Stadion. Foto: Anders Kjærbye - dbufoto.dk

Alle skal deltage i forsvarsspillet, markeringsspillet prioriteres højt og det er ikke nok at kun mestre én position på banen. Sådan er de vigtigste tendenser i international kvindefodbold lige nu, fortæller A-landsholdets assistenttræner Johanna Rasmussen i Game Changers serie ”Spillet i detaljen”

Det er ikke længere nok bare at være en dygtig back, kantspiller eller angriber. Tendensen i international kvindefodbold er, at spillerne skal kunne mestre flere positioner og at alle skal bidrage aktivt til forsvarsspillet.

Det fortæller A-landsholdets assistenttræner Johanna Rasmussen, der selv er tidligere mangeårig professionel fodboldspiller. Det gør hun i Game Changers serie “Spillet i detaljen”. Game Changer er DBU og Divisionsforeningens videns- og udviklingsplatform.

I “Spillet i detaljen” fortæller landstrænerne på skift om, hvad de har lagt mærke til i de kampe, de har set i ugens løb.

Johanna Rasmussen peger især på tre tendenser, der fylder i international kvindefodbold lige nu: Markeringsspillet, forsvarspillet og at spillere skal være fleksible og dynamiske:

” Vi ser en tendens i international kvindefodbold, hvor flere hold – i større eller mindre grad – arbejder med markeringsspil. Det stiller højere krav til spillernes evne til at klare sig i 1v1-dueller både offensivt og defensivt. Markeringsspillet er også noget, vi selv arbejder med og ønsker at blive rigtig dygtige til, fordi vi tror på, at det kan give os en fordel i forhold til mange af de hold, vi gerne vil måle os med. Selvom de modstandere, vi har mødt på det seneste, kun har brugt markeringsspillet i begrænset omfang (for eksempel på målspark) forventer vi, at det bliver mere udbredt fremover. Samtidig ser vi næsten ingen hold længere, hvor ikke alle spillere bidrager aktivt til forsvarsspillet – også de mere offensive profiler,” siger Johanna Rasmussen – og fortsætter:

Johanna Rasmussen er selv tidligere mangeårig landsholdsspiller. Nu er hun assistenttræner for landsholdet. Foto: ©Anders Kjærbye/dbufoto.dk

”En yderligere tendens er, at der større krav til, at spillerne er dynamiske og fleksible i deres roller. Det er ikke længere nok at mestre én position; du skal kunne løse flere opgaver og være dygtig både med og uden bolden. På landsholdet ønsker vi for eksempel stoppere, som ikke blot er stærke i deres defensive aktioner, men som også tør tage ansvar og sætte spillet med bolden. I det hele taget er det de hold, der mestrer de relationelle og taktiske skift – og kan opretholde høj intensitet gennem kampen – der står stærkest på den internationale scene”.

“Vi ser næsten ingen hold længere, hvor ikke alle spillere bidrager aktivt til forsvarsspillet”

Arbejder målrettet med markeringsspillet

Johanna Rasmussen fortæller, at landsholdet har meget fokus på markeringsspillet:

”Vi arbejder målrettet med at udvikle vores markeringsspil, fordi vi tror på, at det kan blive en konkurrencefordel for os i forhold til mange af de hold, vi gerne vil måle os med. Det er et område, hvor vi ser potentiale for, at vi kan skille os ud og være unikke og måske vinde nogle af de små marginaler i de tætte kampe”.

Et andet fokus er at gøre spillerne endnu bedre til at træffe beslutninger under pres:

” Vores mål er at skabe en spillestil og en kultur, hvor spillerne bliver dygtige til at læse spillet og tage ansvar i kampens situationer. Også når strukturen bryder. Det betyder, at vi løbende skærper spillernes bevidsthed om egne roller, relationer og handlemuligheder – både med og uden bold – så de kan træffe gode beslutninger under pres,” siger Johanne Rasmussen.

Du kan læse hele interviewet med Johanne Rasmussen her

LÆS OGSÅ:

“Før brugte vi 0 minutter på straffespark”: Nu træner U16 og U19 systematisk straffespark