Ingen U17 DM-klubber på Fyn i næste sæson

0
970
Næsby i kamp mod BSF i sidste sæsons U18 DM-liga.
Næsby i kamp mod BSF i sidste sæsons U18 DM-liga.
Næsby i kamp mod BSF i sidste sæsons U18 DM-liga. Fra næste sæson er det slut med DM-ligafodbold i Næsby.

Der bliver ingen U17 DM-kampe på Fyn i den kommende sæson. DBU offentliggjorde i denne uge navnene på de klubber, der får U17 DM-licens til 2015-2016-sæsonen, og ingen af de tre fynske ansøgere er sluppet gennem nåleøjet. Det drejer sig om Næsby, OB og Dalum IF.

Der er således kun uddelt 12 licenser mod de nuværende 14 licenser. De går til følgende klubber: Brøndby IF, BSF, B93, KoldingQ, Fortuna Hjørring, Hillerød, Lyseng IF, Skovbakken, Team Viborg, Varde, Vildbjerg SF og AaB. B93 erstatter den nuværende licenshold fra FA København.

”Vi vil altid gerne dække landet geografisk, men har desværre måttet erkende, at de aktuelle klubber på Fyn i den kommende sæson ikke kan leve op til licenskravene på det sportslige niveau, og derfor ikke opnår licens.  Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for både klubber og spillere, og vi vil fra DBU’s side naturligvis gøre, hvad vi kan for at få Fyn tilbage på landkortet igen gennem en fortsat dialog med klubberne – netop som vi gør med andre klubber, der ønsker licens,” siger formanden for DBU’s Kvindeeliteungdomsgruppe, Mette Bach-Kjær, til dbu.dk.

Næsby og OB er med i den nuværende DM-liga, men de to hold ligger hhv. sidst og næstsidst, og samlet har de to klubber kun fået et enkelt point i forårets første fire kampe.

17 ansøgere

I alt er der 17 klubber, der har søgt om at få DM-licens. To af disse, Silkeborg og Dalum IF, har ikke søgt før, og Mette Bach-Kjær glæder sig over, at der er stigende interesse blandt klubberne for at blive en del af licenssystemet.

“Talentarbejdet får et stort fokus ude i vores klubber, og at der arbejdes hårdt på at sikre en høj kvalitet for vores talentfulde spillere. 12 licensklubber i den kommende sæson er både med til at fastholde kvaliteten og til at understrege den gode udvikling, vi er inde i, når det gælder dansk talentudvikling på pigesiden. Det er jo noget, der ikke kun giver et kvalitetsløft i klubberne og i ligaen, men også på de danske ungdomslandshold,” siger Mette Bach-Kjær.

Klubber kan appellere afgørelsen til DBU’s Licensappeludvalg frem til fredag den 6. maj kl. 12.00.