Taastrups U19-piger klar til pokalfinalen

0
725
Taastrups U19-piger fotograferet i vinter på en tur til Berlin.

Taastrups U19-piger kan sætte et stort kryds ud for en af målsætningerne for dette forår. Målet har været en plads i finalen i den sjællandske U19-pokalturnering, og med en sejr i sidste uges semifinale over Allerød FK er Taastrup nu klar til lørdagens finale, hvor de møder Roskilde Pigefodbold, der spillede sig i finalen i sidste uge med en sejr over Damsø på 1-0.

Cirka 100 tilskuere kiggede med i Taastrup Idrætspark, da Allerød blev sendt hjem med et nederlag på 5-2. De kunne se et aggressivt og hurtigt spillende hjemmehold, som efter bare 21 minutter var foran med 3-0. Derefter kom Allerød lidt ind i kampen og fik reduceret, men så trykkede Taastrup på igen og kom foran 4-1 inden pausen, og i anden halvleg blev det til 5-1, inden Allerød fik reduceret til slutresultatet 5-2 med otte minutter igen.

“Finalepladsen blev sikret i overbevisende stil, og især 1. halvleg var en fornøjelse at kigge på. Der er ingen tvivl om at TFC i deres nuværende form, må påtage sig favoritrollen i årets pokalfinale, hvor modstanderen bliver Roskilde Pigefodbold,” skriver Taastrup i en pressemeddelelse, hvor cheftræner Kim Skarp siger om holdet:

”Det er dejligt at se at der nu også er kommet konkurrence om pladserne på holdet. Samtidig med at vi begynder at spille flottere og flottere fodbold. Man skal virkelig være klar fra start og arbejde super hårdt, hvis man skal have noget med hjem når man møder TFC for tiden”.

Finalen spilles lørdag kl. 19.15 på Farum Park.