Dårlig økonomi tvinger berømt kvindehold til at lukke

0
1148

Et af Sydamerikas mest berømte kvindehold er blevet nedlagt. Det drejer sig om Santos FC fra Brasilien, som har været klubhold for flere af de største kvindelige stjerner i brasiliansk fodbold, blandt andet Marta da Silva.

Lukningen skyldes økonomiske problemer, skriver womenssoccerunited.com. Den betyder, at flere brasilianske landsholdsspillere pludselig står uden klub, blandt andet angriberen Erika.

Santos FC blev grundlagt i 1997. Klubben har vundet det brasilianske mesterskab i 2007 og den brasilianske pokalturnering i 2008. Samme år vandt holdet også det sydamerikanske klubmesterskab, Copa do Libertadores.

Det skete med verdens bedste fodboldspiller, Marta da Silva, på holdet. Hun spillede ellers på det tidspunkt for amerikanske Los Angeles Sol, men i holdets vinterpause indgik hun en tre måneders lejeaftale med Santos, hvor hun blev en vigtig brik i Copa do Libertadores-turneringen, blandt andet scorede hun i finalen. Marta havde også et kortvarigt ophold i Santos i 2011.