Sannes mål kåret til verdens bedste

0
974

Værsgo: Dette drøn af et langskud, som Sanne Troelsgaard scorede, da KoldingQ slog Fortuna Hjørring 2-4 den 19. april, er netop kåret til verdens bedste kvindefodboldmål i april.

Det er sitet Womens Soccer United, der i en læserafstemning har kåret scoringen til den bedste. Sanne Troelsgaards mål var oppe mod scoringer fra den amerikanske liga, fra kvindernes Champions League og fra U19 Elite Round. Men hele 60 procent af læserne stemte på målet fra den danske landsholdsangriber.

“Det er ret fantastisk. Jeg vidste slet ikke, der var sådan en nominering, før jeg så det på nettet,” siger Sanne Troelsgaard til dr.dk.

Sejren over Fortuna Hjørring var KoldingQs første nogensinde i Hjørring. Derfor har holdet fejret både scoringen og sejren, fortæller Sanne Troelsgaard til dr.dk:

“Holdkammeraterne er selvfølgelig stolte over at spille på et hold, der også kommer i medierne. Og jeg skal jo også takke dem. Selvom det er mig der afslutter, så er det lige så meget en god holdpræstation,” siger hun.